Fordele

Fordele ved flere mindre fritstående drivhuse – istedet for ét stort kan inddeles i tre områder

1) Fleksibilitet
2) Skadedyrskontrol
3) Sikkerhed/tryghed

1) Fleksibilitet
I et andet blogindlæg skrev jeg om vigtigheden af, at gøre sig tanker om HVAD drivhuset skal bruges til.
Vi har dyrket mange forskellige ting i vores drivhuse, og har erfaret at der er nogen afgrøder, som simpelthen ikke egner sig til at blive dyrket i drivhuset sammen – f.eks. auberginer og tomater. Begge hører til natskyggefamilien, og auberginernes store blade har hos os bidraget til problemer i drivhuset mht. fugt og skimmel. Chilier sammen med tomater, synes vi heller ikke er optimalt. Det er vores erfaring, at chilier nyder langt højere temperatur end tomater. Ved at have flere drivhus, så oplever vi, at vi langt bedre kan tilgodese de enkelte afgrøders behov, end vi ville kunne gøre, i et meget stort drivhus. I vores store drivhus bliver der kun dyrket tomater, og vores lille – samt det nye vægdrivhus – er alene til chilier og andet der nyder de samme vækstvilkår. Sådan har vi gjort gennem en længere årrække, og det synes vi fungerer super godt.

En anden fordel ved at have et mindre eller flere drivhuse er, at det er lettere at omplacere. Har man ikke haft drivhus før, kan det også være svært at finde ud af, hvor den bedste placering er.
Et mindre drivhus er nemmere at flytte, og teste forskellige placeringer før man begynder at grave ud og fundere, lave terrasse mv.

2) Skadedyrskontrol
Uanset hvor meget umage man gør sig, er der altid risiko for at få skadedyr. Skadedyr kan inden for meget kort tid eksplodere i antal, og kan meget hurtigt udrette stor skade – og i værste tilfælde betyde at hele drivhuset og alle ens tomater, chilier mv. skal kasseres.

Det er noget vi selv har haft erfaring med flere gange. Ved at have flere drivhuse, og placeret væk fra hinanden har vi kunne isolere udbrud af skadedyr, og selvom planterne gik til i det ene drivhus, så havde vi stadig i de andre.

3) Sikkerhed/tryghed – og økonomi
Danmark bliver ofte ramt af en eller flere storme, hvert år – og somme tider får vi også betydelige mængder sne.

Havde vi haft et stort drivhus, og havde vi været uheldige, ja så havde vi stået med et stort ødelagt drivhus. Det er både besværligt, tidskrævende og dyrt at anskaffe nyt – og måske vil vi gå glip af en drivhussæson, med de ofte lange leveringstider der kan være på de lidt større drivhuse.

Ved at have flere mindre drivhuse, så giver det os en vis form for sikkerhed og tryghed i at vide, at hvis skaden er ude, så skal vi være meget uheldige, hvis det går ud over alle vores drivhuse, og skulle uheldet være ude, og det ene drivhus ryger, så ja er det mere økonomisk overskueligt at købe et nyt.

Ulemper

De største ulemper vi ser, ved fritstående drivhuse – og flere istedet for et stort

1) Plads og muligheder
2) Kræver mere udstyr
3) Øget vedligehold og rengøring

1) Plads og muligheder
Plads – eller mangel på plads, er helt sikkert en kæmpe ulempe ved at have flere mindre drivhuse end et stort. Det kan være ganske vanskeligt at få plads til både alle vores planter og samtidig hyggekrog og planteborde. Det vil bestemt give flere muligheder at bruge rummet til også andre ting, hvis vi istedet havde et stort drivhus.

2) Mere udstyr
Uanset hvordan du vender og drejer det, så kræver flere drivhuse mere udstyr – både i form af f.eks. sokkel, til oplukkelige vinduer, jalousispjæld, kroge, termometer osv.

3) Øget vedligehold og rengøring
Det tager ikke så lang tid at rengøre hverken et lille drivhus eller et stort. Men det tager betydelig længere tid at rengøre og klargøre flere og er lidt mere besværligt at holde rene på flere placeringer.