Tomatsauce – til din hjemmelavede lasagne, burger, spaghetti, madtærte eller pizza…en forskel der kan smages

Herhjemme er hjemmelavet pizza, burgere i høj kurs – og i særlig grad hjemmelavet lasagne der er produceret med gode råvarer.

Jeg er ret kræsen og kritisk overfor hvad jeg vil spise og bruge af råvarer i min mad, og er helt sikkert præget af at have en baggrund inden for kost, ernæring og sundhed.

For mig, er det afgørende at bruge gode råvarer, og gerne råvarer vi selv har dyrket eller fremstillet fra bunden.  Hvert år bliver vi spurgt hvorfor vi dyrker så mange tomater, om vi overhovedet kan nå at spise dem. Faktisk hænder det nogen år, at vi løber tør for egne tomater, før tomatsæsonen starter igen, særligt de år hvor det har været en kold sommer uden megen sol.

Forklaringen er, at jeg er vild med tomater i næsten alle afskygninger, og skal jeg bruge tomater i madlavningen, så skal det være af egen avl.

Vi har et særligt forrådsrum, som bugner af tomatsauce og henkogte tomater. Også fryseren bliver godt fyldt op hvis vi løber tør for glas.

Hvis du først een gang har fremstillet din egen tomatsauce, tomatsuppe og puré, så er du ikke et øjeblik i tvivl.

Det er i detaljen at forskellen ligger – og hos os, er den hjemmelavede tomatsaucen mindst ligeså vigtig, som de øvrige ingredienser.

Mange har det sådan, at det er lige præcis saucen som er med til at løfte maden smagsmæssigt og med til at give den helt særlig smag, der gør en stor forskel – og er en forskel der kan smages!

Sagen er, at det ikke er alle tomater der er lige velegnet til tomatsauce og som kan bidrage med den helt rette smag.

Skal du dyrke tomater der er særlig velegnet til sauce, pure og henkogning så skal du kigge efter de sorter som er kødrige, med et højt tørstofindhold.

Det er typisk de italienske tomatsorter som Napoli a Fiaschetto, San Marzano – men også sorter som Viagra, Cows Tits, Costoluto Fiorentino og Costuluto Genovese, har vi erfaring med er rigtig gode.

Er du parat til at prøve noget nyt f.eks. en gul tomatsauce, så kan Anna Herman, Banana Legs være gode bud.

Her på denne oversigt har vi samlet et udvalg af tomatsorter, der er særlig egnet til madlavning, henkogning og sauce.
Fælles for dem er, at de alle har fået en bedømmelse på 3 eller derover på Tomatdatabasen.dk

Rigtig god fornøjelse

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv gerne en kommentar
Du er velkommen til at bidrage!

Skriv et svar