Der er flere der har spurgt om vi vil vise vores grotelt, og hvilke fordele der er ved at dyrke i grotelt.

Uanset om du er erfaren tomatdyrker eller helt ny, så kan forspiring af tomater og chilier, blive en større udfordring, især hvis du, som os, forspirer mange planter på en gang.

Vi har i mange år forspiret tomater indendørs, og i foråret 2020, foråret 2021 og vinteren 2022 har vi eksperimenteret med at dyrke tomater indendørs – frem til høst. Vi har dyrket i et specielt dyrkningsværelse, i vores gamle udestue og i forskellige rum i vores kælder. Det har givet os en masse erfaringer og indsigt i hvilke udfordringer som kan opstå både i det rum, hvor der dyrkes tomater og ikke mindst hvad angår tomaternes trivsel.

Der er flere forhold som vi har erfaret har enorm betydning når du dyrker indendørs og især hvis du benytter dig af et særskilt lokale, kælder eller grotelt.

Lad os med det samme sige, at medmindre at der er tilstrækkelig med luftcirkulation, styring af temperatur både dag og nat, ekstra lys og en jævnlig udskiftning af luften, gennem døgnet, så er en kælder ikke særlig velegnet. Vi har prøvet det gennem flere år, og selvom vi havde et vinduet åbnet døgnet rundt, så blev det aldrig rigtig godt, sammenlignet med gro-telt.

Herunder har vi skitseret de områder, som vi har erfaret kræver særlig opmærksomhed.

Temperatur
Temperaturen i det rum, hvor tomaterne står i, skal kunne styres både dag og nat, så temperaturen om natten er lavere end om dagen.
Er der for varmt eller for koldt, har det betyning for planternes udvikling og trivsel.

Lys
Når tomater dyrkes indendørs med lys, f.eks. i et særskilt værelse, vil varmen for lyset samt fordampningen fra planterne øge luftfugtigheden betragteligt. Den forhøjede fugtighed kan være et problem både for indeklimaet og for tomaterne, og skabe grobund for skimmel og sygdom.

Ved valg af LED-lys er det vigtigt at vælge en belysning der dels matcher det areal man har planter på, og som tilgodeser planternes behov.
Har man et LED-lys i et rum med vinduer – f.eks. ind til en nabo – skal man være opmærksom på om lyset evt. kan genere – specielt hvis man tænder lys i det tidlige morgentimer eller sen aften/nat.

Når der dyrkes i et grotelt, er man uafhængig af klimaet og om solen skinner eller ej. Planterne ved ikke om det er dag eller nat, så derfor kan man med fordel tænde for lyset, i de perioder – oftest om natten, hvor strømmen er billigst. Det kan her være en rigtig god ide, at investere i et tænd/sluk ur.

Luftcirkulation/luftfugtighed
Luftcirkulation er alfa og omega at have styr på. Luftcirkulation bidrager til at skabe en ensartet temperatur omkring planterne og forbygger at der opstår stillestående luftlommer mellem planterne. Det er på ingen måde nok, at have et vindue åbent eller åbne 2-3 gange om dagen. Der skal være en effektiv luftudskiftning, hvilket kræver gennemtræk, og at du gør det hver eneste dag – og samtidig sørge for, at planterne ikke står i træk. En anden udfordring ved at åbne vinduet op, er at når du åbner ud til, er der også risiko for at skadedyr finder vej ind. Har du først skadedyr indenfor i et værelse eller kælder, hvor der ikke er nyttedyr, og der samtidig er lunt, så har skadedyrene rigtig gode betingelser for at formere sig med lynets hast.

Gødning

Når der dyrkes i gro-telt med tilskudslys, tilbydes planterne ofte forhold der optimerer vækstforholdene. Når ikke planterne står i jord, kan de ikke selv skaffe sig næringsstofferne fra jorden, hvorfor det er nødvendigt at tilføre i form af gødning, som passer til både de planter man dyrker, den vækstfase de er i og ikke mindst hårdhedsgraden af det vand, man bruger.

I vores gro-telt, benytter vi os af dansk produceret gødning, der tager afsæt i danske forhold, lovgivning og som vi har fået udarbejdet en gødningsplan til, som tager højde for vores dyrkningsforhold.

Dyrkningsmedie

Når man dyrker inden i et grotelt, hvor der er varmt og masser af lys og en form for “lukket rum” stiller det krav til hygeine og ikke mindst til forbyggelse af både sygdom og skadedyr.

I vores optik, stiller det krav til vækstmediet der anvendes og ikke mindst gødning.

Vi har valgt alene at anvende grodan cubes som vækstmedie, da de fra start er næsten helt sterile, dvs. der ikke er tilstedeværelse af svampespore eller andre uønskede mikro-og makroorganismer.
Derudover har vi erfaring for, at grodan cubes ikke tilbyder særlig gode vækstbetingelser for f.eks. sørgemyg. Fordelen ved grodan cubes er at vækstmediet er skabt til at forspire i- dyrke småplanter og lave stiklinger i, da de har en nøje afmålt mængde/størrelse, som er helt ideel til formålet.

Når planterne skal ompottes, kan grodan cuben, blot sættes ned i en større grodan, eller potten, hvis man foretrækker det.

Begge er vældig afgørende, for at opretholde et skadedyrsfrit vækstmiljø.

Valg af grotelt

Der er mange gro-telte på markedet,  og mange af dem ligner hinanden, og det kan være svært at gennemskue hvordan gro-teltene adskiller sig fra hinanden, og hvad man skal ligge vægt på, ved køb.

Da vi undersøgte markedet, havde vi hovedfokus på

  • tykkelse/kvalitet af selve teltets materiale samt belægning
  • bund – enkelt eller dobbelt (ekstra og vandtæt bund)
  • teltstængernes kvalitet og styrke
  • kvalitet af lynlåse
  • åbninger – størrelser, antal og placering
  • udsugningshuller, antal og placering
  • størrelse, i forhold til vores behov og muligheder
  • rengøringsvenlighed
  • opsætning – hvor nemt og hurtigt det kan samles og sættes op og tages ned
  • hvor meget teltet fylder, når det er pakket sammen
  • pris
  • reviews

Det gro-telt vi endte med at vælge, var det, der bedst levede op til vores krav og ønsker.

Gro-teltet er af kraftigt materiale, solide stænger og lynlås og på indensiden er der en slags folie, som reflekterer plantelyset. Derudover er der udsugningshuller til luftcirkulation, og stænger til ophængning af plantelys.
I bunden er der en ekstra bund, som beskytter gulvet nedenunder gro-teltet. Desuden har det flere og store åbninger og vinduer. Sidst med ikke mindst, så kunne vi få det i en størrelse, der passede til den plads, vil har til rådighed.

Udover groteltet, har vi også et lille foto-telt som vi har brugt, de første uger.

Fordelene med et grotelt – som vi ser det er:

1) Dyrkning i omgivelser, der er beregnet til det. Gro-teltet kan sættes op ganske hurtigt, og tages lige så hurtigt ned og pakkes væk i den tilhørende taske (Det tog Lars og jeg under 1 time at sætte op)

2) Styring af indeklima.
Groteltet har huller/ventilationskanaler hvortil man kan sætte ventilationssystem/rør til og derved lede fugt væk og i det robuste rammer, kan man sætte små ventilatorer op, hvis nødvendigt

3) Minimering/forhindring af skadedyr angreb. Ved at dyrke i en beskyttet/lukket system, reduceres risikoen for uønskede “gæster”. Forebyggelse er langt at foretrække frem for at bakse med skadedyrskontrol.

4) Bedre udnyttelse af LED-belysning
Planter skal have lys, og i et grotelt må det nødvendigvis komme fra en kunstig kilde, i form af vækstlamper. Da vi havde vækstlamperne sat op i vores dyrkningsrum og kælder, var det ikke kun planterne lyset ramte. I groteltet bidrager den refleksive overflade til at lyset bliver kastet tilbage mod planterne.

5) Fri for planter over hele huset
Før havde vi planter stående over hele huset, hvor der var ledig plads. Nu har vi med groteltet, fået samlet “tropperne” og det er nemmere at overskue og passe.

Vi har de sidste par måneder testet vores lille gro-telt til forspiring af chiliplanter. Vi kan ikke alene se en kæmpe forskel rent indeklimamæssigt, men også på de planter som vi forspirer i stuen – og dem som er i grotelt. Dem som har stået i grotelt, er langt mere kompakte, kraftige og med et mere forgrenet rodnet, end dem i vindueskarmen.

Ulemper med et grotelt – som vi ser det er:

1) dyrt at anskaffe

2) kræver opmærksomhed på indeklima og mulighed for luftcirkulation

3 ) pladskrævende

4) kræver ekstra udstyr som f.eks. ventilator/slange-filter til luftudskiftning, plantelys