Det er tid til forårsrengøring af drivhuset.
Vi plejer at rengøre drivhuset med højtryksrenser og udendørs Rodalon, da vi indtil nu har været rigtig godt tilfredse med resultatet.
Men der er andre produkter på markedet, men hvor effektive er de, og kan de klare opgaven lige så godt, som Rodalon udendørs?
Det har vi besluttet at undersøge, med en lille uvidenskabelig undersøgelse og test på vores egne drivhuse.

I år har vi valgt at teste Algefri N og Brun sæbe til at rengøre vores drivhuse med.
Formålet med rengøringen er, udover at fjerne almindelig skidt på og mellem ruderne og i revner og sprækker, også at fjerne alger og andet som skadedyr, deres æg og skimmelsporer kan gemme sig i.

Vi anvender normalt rodalon til rengøringen

Vi tester AlgeFri N med højttryksspuleren i det store drivhus

– og brun sæbe i det lille drivhus

Herunder kan du læse lidt om produkterne, hvordan vi anvendte dem, resultaterne og vores vurdering af dem.

AlgeFri N

AlgeFri N – koncentrat, som er et algebekæmpelsesprodukt, er godkendt af Miljøstyrelsen, og er at finde på Bekæmpelsesmiddeldatabasen. AlgeFri N, er ifølge producenten baseret på mættede fedtsyrer, som hurtigt er nedbrudt i naturen., vha. af bakterier. På producentes hjemmeside beskrives hvordan AlgeFri N anvendes til drivhuse.

Brun Sæbe

Adskillige steder står brun sæbe anført som et miljøvenligt produkt til rengøring af drivhus. Flere steder står det også nævnt – blandt andet hos Haveselskabet. Her kan du læse indholdsstoffer og sikkerhedsblad for brun sæbe.

Sådan testede vi

Vi har testet hhv. AlgeFri N og Brun sæbe på to forskellige drivhuse, begge er Halls drivhuse.

Da vi har haft tomater i drivhusene frem til nytår, har vi ikke fået rengjort drivhusene siden sidste forår.
Ved anvendelse, og rengøring af drivhusene, er anvendt de af producenterne angiven mængder, temperaturforhold og med brug af de værnemidler som er angivet.

Vi har testet AlgeFri N, på et 12 m² drivhus, med brug af højtryksrenser.
Vi har testet brun sæbe på et 5 m² drivhus, med brug af svamp, børste/blød kost og højtryksrenser.
Begge drivhuse var helt tomme før test, og de værste blade, ukrudt mv. fjernet.

Herunder kan du se foto før/efter og læse vores kommentarer og vurderinger.

Brun sæbe

Foto før/efter rensning – brun sæbe & børste/kost

Her er anvendt opvaskebørste og blød kost, til at komme imellem revner og ind i sprækker – både udvendigt og indvendigt

Mellemrum mellem ruder – før/efter

Før rensning med brun sæbe og børste

Efter rensning med brun sæbe og børste

Fordele ved brun sæbe og afvaskning med børste & klud
  • Prisbillig, 1 bøtte holder rigtig længe
  • Let at opløse i varmt vand
  • Rengøring kan udføres i alt slags vejr
  • Få hjælpermidler er nødvendige (handsker, balje, børste, piskeris)
  • Larmer ikke
  • Næsten ingen lugtgener ved afvaskning i drivhus
  • Fjerner fint alger og skidt
Ulemper ved brun sæbe og afvaskning med børste & klud
  • Det tager lang tid at vaske alle glas, udvendigt og indvendigt med klud og børste/kost
  • Kan være svært/umuligt at komme ind i alle kroge
  • Kan være svært at nå alle steder
Vores kommentarer

Brug af brun sæbe i kombination med børste og klud, er en forholdsvis nem måde at rengør drivhus på, de steder hvor det er svært at komme til.
Hos os, blev en stor del af algebelægningen fjernet mellem glassene, men ikke andre steder – f.eks. i revnerne – som det ses på fotoene.
Det er en for os, langsommelig rengøringsproces som ikke tilfredsstiller vores behov for rengøring.

Vi gentog behandling af de steder, hvor brun/sæbe og børste havde givet et mangelfuldt resultat – denne gang med brug af højtryksrenser.

Foto – før/efter – sæbe & højtryksspuler/renser

Kombination af højtryksspuler og brun sæbe, var en synlig bedre kombination, der fjernede en del skidt fra steder, vi ikke kunne komme med børsten og en del mere snavs og alger. Resultatet af behandling med kombination af brun sæbe/højtryksrenser kan du se på ovenstående fotos.

Vi er ikke selv tilfredse med resultatet, da der stadig er snavs og en del alger tilbage, især mellem glassene og både udenpå og inden i, sidder der stadig algebelægning.

AlgeFri N

Foto – før/efter – Algefri N & højtryksspuler

Fordele ved AlgeFri N, brugt med højtryksspuler
  • Med højtryksspuler er det nemt, hurtigt og effektivt at komme i alle revner og sprækker
  • Fjernede næsten al algebelægning
  • Nemt at tilslutte regnvandstønde og bruge regnvand i højtryksspuler

Ulemper ved AlgeFri N og højtryksspuler

AlgeFri N:
  • Svært at dosere
  • Det skal være mindst 10 grader, før det kan anvendes
  • Stærke lugtgener – kræver værnemidler
  • Rengør ikke – efterlader hinde på glasset
  • Dyrt
Højtryksspuler:
  • Kræver investering
  • Larmer en del
  • Kræver tilslutning til el og vand
Vores kommentarer

Brug af AlgeFriN i kombination med højtryksspuler, er forholdsvis enkelt og nemt. Dog afgiver produktet lugtgener som kræver værnemidler og synes ubehageligt.
Det er super nemt, hurtigt og effektivt at bruge højtryksspuler, og man kan komme ind svært tilgængelige steder.
Stort set alle alger kom væk alle steder.
Dog efterlod produktet en mærkelig hinde på glassene og glassene var på ingen måder rene.
Eftersom produktet ikke er et rengøringsprodukt, men har fokus på at fjerne/opløse alger, løser den fint opgaven.
Vores konklusion er at produktet kan, hvad det skal – nemlig at fjerne alger.
Men vælger man at bruge det til drivhus, skal man nok indstille sig på, at kombinere det med en rengøring bagefter.

Sammenfattende konklusion

Personligt foretrækker vi produkter der ikke generer vores luftveje, og at rengøringen kan foretages hurtigt, nemt, effektivt – og inkluderer både algefjernelse og rengøring af ruder. Vores test af AlgeFriN og Brun sæbe har ikke givet overbevisende positive og tilfredsstillende resultater.
Sammenlignet med vores erfaringer fra tidligere, hvor vi har brugt Rodalon udendørs, er det vores oplevelse og bedømmelse, at Rodalon udendørs i kombination med højtryksrenser,  bedst løser opgaven, på en måde som vi er tilfredse med.

Disclaimer: Dette er IKKE en reklame for nogen af de nævnte produkter, men udtryk for vores erfaringer. Produkterne er indkøbt og betalt af os selv, og vi modtager ingen sponsorater eller andet fra nogen af de omtalte producenter.