Har du også hørt om begreberne bestøvet, OP, kommerciel heirloom, familie heirloom, hybrid, frøægte, arvesort, F1, kryds, heritage, heirloom og undret dig over hvad de betyder?

I dette blogindlæg vil vi kigge nærmere på begreberne, og beskrive forskellen på dem, og hvilken betydning det har for dig som dyrker dine egne tomater.

Begreberne handler kort og godt om planternes genetik, dvs. hvordan de er udviklet, hvilket har betydning for hvordan fremtidige generationer af sorterne, udvikler sig.

Overordnet er der tre grupper af tomatsorter:  Hybrider, ikke- hybrider og arvesorter.

Hybrid sorter

Hybridsorter er sorter, som ofte udvikles til professionelle gartnerier, med henblik på at udvikle tomater der har bestemte egenskaber som f.eks. holdbarhed ved fragt, modstandskraft overfor sygdom, ydeevne, blank overflade osv. Hybridsorterne er fremkommet ved at kombinere de bedste egenskaber fra en eller flere tomatsorter, simpelthen gennem krydsbestøvning. Derved kan man udvikle tomatsorter, som har de bedste egenskaber fra to eller flere tomatsorter. Første generation af disse sorter bærer betegnelsen F1, og alle sorter der bærer den betegnelse vil udvikle identiske tomater. Dvs. køber du en pose Sungold F1 i år, så kan du være sikker på at vil få den samme tomat. Men tager man frø fra en F1 tomatsort, og dyrker den, så vil du formentlig opleve, at de tomater der kommer på planten, ikke ligner eller smager som den tomat, du tog frøene fra. F1 frø har arveanlæg fra de sorter, som de er lavet på baggrund af, og de frø der kommer ud af de modne tomater, vil så være generation 2 – dvs. F2. Dyrker du F2 frø, kan du få tomater der kan ligner de sorter som F1 er udviklet på baggrund af.

Det betyder med andre ord, at supermarkedstomater, eller tomater af hybrid typen, ikke er velegnede til at gemme frø af.

Eksempler på hybridsorter er Super Sweet 100 F1, Sungold F1, Rosada F1, San Marzano Astro Scripio F1.

Kryds

En variant af hybrid-sorterne er de såkaldte “kryds”.
Krydsene er for så vidt det samme som hybriderne, men der hvor de adskiller sig fra hinanden er, at ophavsmanden/kvinden ofte vil forsøge at forædle sorten. Med andre ord, blive ved med at udvikle på sorten, indtil de er tilfredse med resultatet, og blive ved med at dyrke sorten, til de er stabile – dvs. at frøene fra tomaterne, vedbliver med at give identiske tomater. Det er ikke altid du blot ved at læse navnet, kan se om der er tale om et kryds-variant. Nogen oplyser det ved at skrive hvilken udgave der er tale om f.eks. ved at bruge et tal efter “F”-betegnelse. Andre anvender et “x” i navnet.  Det siges at et kryds først er stabil efter F6, men det kan variere fra sort til sort. Dyrker du en kryds-tomat sort, vil du kunne opleve at de tomater du får, kan adskille sig fra de tomater som andre dyrker – med den samme betegnelse. Tager du tomatfrø fra et kryds, og dyrker det, kan du med andre ord ikke være helt sikker på, hvordan tomaterne på planterne, vil falde ud.

Eksempler på kryds er Pineapple Zebra (F10), P20xBeauty King F6, Great White x P20, The Thong F5

Ikke-hybrider

Tomatsorter der er ikke-hybridsorter betegnes ofte som “bestøvet”,  “OP” “frøstabil”, “frøkonstant” eller “frøægte”.  Disse sorter udmærker sig ved, at du kan gemme frø af de modne tomater, og dermed få tomater der er identiske med dem, frøene kom fra.

Eksempler på ikke-hybrider (OP/bestøvet/frøægte) er Indigo Rose, Costoluto Genovese , Yellow Canary.

Bemærk, at der kan være både hybrider og ikke-hybrider med samme navn, hvorfor det er vigtigt at vide, hvilken type frøene er.

Heirloom

også kaldt heritage, eller arvestykke-tomater, er tomater der ofte har en historie, og er bevaret gennem mange mange år, grundet deres egenskaber som ofte er smag, konsistens eller kombination af værdsatte egenskaber.

Ligesom med hybrider, skelnes der ofte mellem to overordnede typer – de kommercielle og familie heirloom. De kommercielle heirloom typer er sorter som er udviklet af frøfirmer eller gartnerier med henblik på kommercielt salg,  og er blevet dyrket gennem adskillige årtier. Familie heirloom, er sorter som ligeledes har en lang historie bag sig, og typisk er gået i arv gennem generationer.

Da frø af heirloom typen altid vil give de samme tomater som modertomaten, er de altså også at betragte som en ikke-hybrid. Men eftersom det kræver adskillige års kontinuerlig dyrkning af den samme sort, før en sort kan betragtes som værende heirloom – så er det selvsagt ikke alle ikke-hybrider, der kan være heirloom.

Bemærk, at selv om tomatblomsten er selvbestøvende, og dermed danner en perfekt kopi af sig selv, kan der dog opstå krydsbestøvning, hvis der er forskellige sorter i drivhuset, og der har været en uartig bi på besøg.

Eksempler på heirloom er 1884, Mortgage Lifter, Ailsa Craig, Big Rainbow, Black From Tula