Indlæg

Kan tomatplanter være dovne – mine planter vokser ikke og har næsten intet rodnet

“Jeg har lige ompottet mine tomatplanter, de vokser næsten ikke og har næsten ikke noget rodnet. Kan tomatplanter være dovne” – sådan skrev en tomatentuasiast til os på mail.

Tomater og agurker hører til gruppen af planter, som sædvanligvis vokser meget hurtigt. Når en plante i flere uger stagnere i vækst, giver det anledning til undren og bekymring.

Der kan være mange årsager til at tomatplanter ikke vokser, og som tidligere nævnt kan for meget, kold og/eller våd jord bidrage til reduceret vækst.

Men årsagen kan faktisk også være en anden, nemlig at du har ”trænet” dine planter til at være dovne. Hvordan kan man det?

Ofte er det et spørgsmål om forkælelse, at planterne fra de er helt små tilvænnes til at få vand ovenfra og rigeligt af det. Det er faktisk lidt af en bjørnetjeneste at gøre planterne. Årsagen er, at tomatplantens rødder vil søge hen hvor der er vand. Er der konstant vand og rigeligt af den, fx i overfladen, så stimuleres planten ikke til at danne flere rødder og sende dem ud og ned i potten for at finde vand. Rødderne søger hen, hvor vandet er.

Resultatet er, at planten ikke udvikler et godt, og stort rodnet – og med et lille rodnet, kan planten have svært ved at optage den mængde væske og de næringsstoffer den har brug for.
Især på varme dage kan det være et problem, da planten har brug for at køle sig, og trække vand op, via rødderne,  men et uunderudviklet rodnet kan faktisk betyde at planten ikke kan suge nok vand op i forhold til behovet, og planten vil mangle vand og tørste – selvom jorden er våd.

Sådan ”træner” du dine tomatplanter

Problemet med reduceret/mangelfuldt udviklet rodnet er nemt at styre uden om.
Ved at være en smule tilbageholdende med at vande i vækstfasen, så vil planten blive stimuleret til at sende rødderne ud i potten, for at søge efter vand.

Personligt vander vi ikke hver dag, men vander når vi kan se at planterne så småt begynder at hænge. Derudover anvender vi perlite og vermiculite i potterne. Begge bidrager til et bedre miljø i jorden, dræner og opsuger vand, og afgiver det til planterne når de har behov.

Sådan ser du om dine planter er i trivsel

Blade der falder af, krøller, hænger, bliver gule, får pletter – rødder der er brune, jord der lugter – er blot nogle af de signaler som kan fortælle at tomatplanten mistrives.

Sådan kan du genkende en tomatplante der er i god trivsel

Bruger du daglit lidt tid på at se til dine tomatplanter, vil du hurtigt lære planternes “sprog” at kende og være i stand til at bemærke og aflæse forandringer med blade, blomstering, lugt fra jord, rødder og produktion af tomater, og kan hurtigere sætte ind, hvis det er nødvendigt.

Kig på farverne, plantes udtryk/udseende – både selve stænglerne, blade, rødder og blomsterne – og senere også selve tomaterne.

 

 

 

 

Stængler og blade
Hvis planten er i god trivsel, vil stænglen være kraftspændte – det samme vil gælde bladene, som vil have en fin farve. Når jeg ikke siger grøn farve, så er det fordi at nogle tomatsorter har farveaftegninger på både blade og stængler, som afviger fra grøn. Nogle sorter har blade der har forskellige farvenuancer herunder også lyserød – både på blade og stængler. Det er ikke sygdom – men blot sådan planten skal se ud.

Bladenes grønne nuance kan også variere fra tomatsort til tomatsort. Det er ændringer i den sædvanlige farvenuance, der er vigtig at bemærke – også om bladene ligefrem bliver gullige. Ligesom farven på tomatplanten og dens blade, er en god informationskilde der kan fortælle dig, om plantens trivsel, så er det vigtigt at vide, at formen og selve udseende af bladene kan også forandre sig.

Hvis en tomatplante normalt har glatte blade der strutter fint ud fra stænglen, og pludselig krøller bladene sammen eller bladene hænger slapt ned – så er det også tegn på, at noget er galt. Bemærk at nogle sorter skal have mørkegrønne, kraftige blade – andre mere lyse, og grå – nogle er behårede og andre er krøllede som grønkål, og andre er mere af den hængende type. Det er altså afvigelserne for den enkelte sort, der er værd at bemærke.

 

 

Rødder
Det er i tiden inden til endelig udplantning, at det er en god ide at se hvordan rødderne udvikler sig. En oplagt mulighed for det, er når du ompotter. Hvordan ser rodnettet ud? Er det lille og sparsomt – eller er det forgrenet og veludviklet? Hvordan ser rødderne ud – er de “tørre” eller fedtede, slimede – er der brune, og lugter? En plante i god trivsel, vil udvikle et godt komplekst rodnet, bestående af nogle kraftige og fine rødder som er lyse og er “tørre”.

 

 

 

 

 

 

Blomster
Bemærk om planten sætter blomster, eller og de visner og falder af – det er signaler om, at der er noget som ikke er i balance.

Det er vores erfaring, at planter der er i mistrivsel, hurtigt også får flere andre problemer, og er mere modtagelig overfor sygdomsangreb.

Årsagerne til mistrivsel hos tomaterne kan skyldes en enkelt faktor, men kan også skyldes flere og mere komplekse årsager.

 

 

 

 

 

Nogle af de forhold der kan give problemer og mistrivsel er blandt andet

– svampe og/eller bakterier
– skadedyr
– uhensigtmæssig temperatur både nede i potten og den den omgivende temperatur
– lysforhold
– vand
– gødning
– dyrkningsmedie

Oplever du planter der mistrives, så er første skridt at undersøge vækstbetingelserne og få rettet op på f.eks. under/overvanding, temperatur, lys, næringsstofbalance mv.