Frøkapsler der sidder fast
Da vi forspirede i jord, kunne vi godt opleve at der var flere af de små spirer, hvor frøkapslen simpelthen ikke vil slippe taget og forhindrer bladene i at folde sig ud.
Jeg har flere gange forsøgt at hjælpe spiren af med frøkapslen, ved at forsøge at klemme den af med neglene. Det er gået godt mange gange, men der er også mange gange hvor jeg kom til at halshugge planten! Det er drøn ærgerligt, især hvis det er en sort som man kun har et enkelt eller to frø af.
Vi har erfaret, at hvis vi sætter en pose over spiren eller potten eller sørger for at der er god fugt omkring det øverste af planten, så går der blot én dag eller to, så er frøkapslen røget af.
Det er vores teori, at frøet undervejs i spiringen er blevet lidt udtørret og gør det vanskeligt for bladene at komme ud. Når frøet får mulighed for at opsuge lidt fugt, bliver det blødere og gør det nemmere for bladene at friste sig fri.