Kære med-tomatentusiast.

Sikken dog skøn og solrig marts har været indtil nu! Vi kan virkelig mærke at interessen for at dyrke tomater er steget helt enormt, og vi er så glade for den tillid og opbakning vi mærker – ikke mindst alle de mails vi modtager med ønsker til sorter der skal tilføjes til Tomatdatabasen.dk

Du skal vide, at vi gør vores bedste for at få dem på så hurtigt som muligt.

For at tilgodese jeres ønske om at kunne lave lister og få sorterne på, så har vi valgt at frigive en masse sortsnavne, selvom der mangler informationer og foto. Det håber vi, du vil bære over med. Vi arbejder så hurtigt vi kan og gør os umage for at få oprettet alle de sorter, der efterspørges. Vi er også glade for alle de foto vi får sendt, og lægger dem løbende op som vi får dem klar. Tusinde tak til jer der sender, og tak til Reinhard Kraft, Fred Hempler og andre som har givet os lov til at bruge foto.

Har du egne foto af sorter du finder på Tomatdatabasen.dk og som vi må bruge, så vil vi være rigtig glade for at modtage det pr. mail.

Selvom der har været lidt tilbagefald i foråret nogle dage, med frost, regn og lave temperaturer, så er vi endelig kommet til midt i marts, og det tidspunkt hvor vi er begyndt at forspire. Det er kun ca. halvdelen af vores sorter, vi har forspiret, den anden halvdel venter vi lige lidt med. Af erfaring ved vi, at 90 sorter ikke fylder så meget når de blot forspires. Det er let at glemme at der jo i hver potte er 2-3 frø, og går alt godt, ja så har vi inden længe +250 kimplanter der skal prikles og findes plads til. Vi har nok plads til den første halvdel – men den anden halvdel kan det knibe med … det er jo alligevel lidt pladskrævende at have 4-500 planter stående i et almindeligt parcelhus. 🙂

Forspiring i så- og priklejord

Biobriketter


Zip-metoden


Forspiring med brug af grodan

Jordforbedrings materialer – der bruges både til forspiring og ompotning

Når vi forspirer benytter vi forskellige metoder og så-medier;  Så-og priklejord, biobriketter og grodan vækstmedie for at teste forskellige metoder og produkter. Har du læst med tidligere, kan du måske huske at vi har skrevet om at bruge sand øverst i vores potter til at forebygge sørgemyg. Sand er super effektivt, ingen tvivl om det. En anden mulighed er at bruge vermiculite. Det har flere fordele end sand. Det er noget af det du kan læse mere om i dette nyhedsbrev.

I dette nyhedsbrev har vi valgt at sætte focus på nogle af de emner og spørgsmål der vedrører forspiring og som vi har modtaget spørgsmål omkring. Denne gang kan du læse om

🍅 F1- heirloom sorter, hvilke skal du vælge?
🍅 Tomatdatabasens tips til vellykket forspiring
🍅 Perlite
🍅 Vermiculite
🍅 Perlite vs. Vermiculite
🍅 Sådan prikles spirer der er forspiret med zip-metode

I løbet af ugen, vil Tomatdyrkningsårshjulet blive opdateret, så du kan finde links til ovenstående emner direkte i årshjulet.

Har du forslag til emner du kunne tænke dig vi skrev om i vores nyhedsbrev, så skriv endelig til os.!
Rigtig god læselyst

Gode hilsner
Lars & Tina
Tomatdatabasen.dk