Indlæg

,

Brug af bokashi/jordfabrik i drivhuset – hvilken pH værdi har det?

For snart 1½ år siden fik jeg bokashi startsæt i fødseldagsgave. Det har været brugt flittigt lige siden.

Alt der har været velegnet til at komme i bokashi-spandene er kommet i. Når spandende har fermenteret færdigt, er den fermenterede masse løbende blevet gravnet ned i vores højbede, dækket af 40-50 cm. jord.

I takt med at det ene højbed var fyldt, blev det næste taget i brug. I år har vi brugt 6 højbede som jordfabrikker.
De fire højbede skal der vokse tomater i, senere på sæsonen – de to andre har hele tiden været øremærket til brug i vores drivhus, når vi skiftede det øverste lag jord.

Hver eneste år måler vi pH-værdien i jorden i vores drivhus. pH-værdien er vigtig, både for høj og for lav, kan have betydning for tomatplanternes trivsel og udvikling.

Når man laver sin egen jordfabrik og bruger bokashi, er det ikke til at vide, hvordan pH-værdien er, medmindre man måler den. Vi har været meget spændte på at finde ud af, om – og på hvilken måde bokashi har indflydelse på jordens pH-værdi.

Herunder kan du se resultatet af vores måling – som er udført efter producentens anvisning.

Værdien ligger mellem 5.5 og 7 – og er altså helt perfekt!

Hvad gør vi med jorden fra drivhuset – som vi fjerner?
Jorden fra drivhuset genbruges (når den er renset for ukrudt) rundt omkring i haven, hvor der er behov for lidt ekstra jord f.eks. omkring vores store buske, under hækken og til at udbedre huller i græsplænen.

Bruger du jordfabrik, og har du testet pH-værdien, så del gerne dine resultater med os her

, ,

Bokashi – vores erfaringer

Bokashi-kompostering – sammen med traditionel kompostering er en fantastisk, bæredygtig og meningsfuld måde, at omdanne have – & køkkenafaffald til gødning til din have.
Istedet for at komme det i grønt-affaldsspanden, kan det istedet – på kort tid – blive omdannet til et næringsrigt materiale du kan genanvende til f.eks. din køkkenhave og ikke mindst dine tomater.

De erfaringer vi har gjort os det seneste år, og alt det vi løbende gør os af erfaringer, vil vi dele her på siden.

Men lad mig først tage dig med tilbage til dengang jeg var en stor pige, og jeg havde bygget mit eget drivhus.
Min mor var passioneret have-menneske, og alt vores haveaffald blev samlet sammen og komposteret som varm-kompostering. Vi havde flere kompostbeholdere som blev omstukket, og en gang om året, så blev de tømt ud i vores køkkenhave.
Jeg havde mit eget stykke jord, og mit drivhus, hvor jeg dyrkede tomater, ærter og alt mulig andet.
Kompostering er noget jeg har med mig fra barnsben, og jeg har lært, at langt det meste haveaffald kan genanvendes og gøre nytte i haven.
Da vi flyttede til Nordsjælland, var det også det mest naturlige for os at fortsætte med. Alle blade, græsafklip mv. blev samlet sammen og når det var tilstrækkeligt nedbrudt, blev det lagt ud i have, hvor det kunne gøre nytte.
Da vi boede med skoven til nabo, var det udelukkende haveaffald vi komposterende – hønsene fik alt det andet.

Idag er vi flyttet til en almindelig villahave,  hønsene har vi desværre ikke mere, og vi er istedet blevet udstyret med en kæmpe stor grønt-skraldespand der bliver hentet hver anden uge.

Siden vi flyttede ind, har det ærget mig voldsomt at smide køkkenaffald ud, der kunne genanvendes.  Jeg manglede blot en sikker og effektiv metode.

Da jeg fik kendskab til bokashi-kompostering, blev min nysgerrighed vagt.

Sidste år var jeg så heldig at få et Bokashi-sæt i gave af mine børn. Det har været flittigt brugt lige siden.

Bokashi kompostering er endnu en metode til kompostering, men til forskel fra en kompostbunke i haven, som man måske har i et højbed eller lignende, som ikke kræver noget særligt for at blive etableret, så kræver bokashi-kompostering specielt udstyr og materiale.
En anden kæmpe forskel, som vi ser det er, at hvor traditionel kompostering er en langvarig proces, så er Bokashi-kompostering en proces der kræver ganske få uger.
Der er lidt forskellige holdninger og informationer om hvor længe det er, fra 10 – 21 dage, før ens køkkenaffald er omdannet til et materiale der er egnet til at arbejde videre med.

Hvordan fungerer Bokashi-kompostering

Bokashi-kompostering stammer fra Japan, og ordet er japansk og betyder noget i retning af “gæret organisk materiale”.
Metoden går i al sin enkelthed ud på, at man lægger alle sit madaffald (frugt, kød, grøntsager, brød, theblade mv.) ned i Bokashi-spanden, tilsætter et specielt kompostgær – hvilket man gør lagvis, og derefter sættes låg på. Låget skal kun løftes, når du skal tilsætte affald, og for at trykke massen sammen.

Når låget er sættes på, er det vigtigt at sørge for at presse overskydende luft ud. Processen er til forskel for komposteringen i haven, anaerob, dvs. uden ilt. I spanden begynder blandingen at fermentere og i løbet af en 3 ugers tid, kan blandingen nedgraves i et bed, eller jordfabrik, hvor resten af nedbrydningen foregår. Lidt forenklet kan man sige, at Bokashi er en fermentering/gæringsproces som ikke kræver ilt, hvorimod en traditionel kompostering er en proces der kræver ilt, og er en aerob proces.

I Bokashi-spanden er der væske, som dels er i de madvarer du tilsætter og som dels dannes. Væsken drænes af, nederst fra spanden, hvor der er en hane. Det er vigtigt løbende at dræne det fra, da vi af erfaring ved, at der ellers kan udvikles en meget grim lugt.
Væsken du dræner fra, kan du med omtanke bruge til gødning – det er dog meget meget stærkt og skal fortyndes ganske meget. Det siges at væsken hører til noget af det mest næringsrige du kan give til dine planter som gødning. Men hvordan nu med pH-værdien?
Det er faktisk ikke til at sige, da materialet man kommer i spanden varierer og det samme gør koncentrationen af den væske der drænes fra.

Kompostgæren består af hvedeklid/hvedekim kombineret med melasse og EM (effektive mikroorganismer). Det er netop kombination af mikroorganismer og klid/melasse der gør forskellen, har vi erfaret.
Vi har forsøgt at anvende hvedekild alene, men det havde absolut igen effekt. Vi er nu gået over til at bruge kompostgær igen, da vi har erfaret at det er det, der skal til.

Hvordan graves Bokashi-materialet ned – og hvor

Når bokashi-spanden er fyldt, skal den stå nogle uger (vist nok 3) før den skal graves ned.
Vi har et højbed, som vi bruger som jordfabrik.
Først graver vi et hul i den ene side af bedet – faktisk så dybt at der kan komme mindst 20 cm jord ovenpå.
Indholdet af bokashispanden hældes ud – og evt. store stykker hakkes over med en spande, og fordeles.

Hullet dækkes af jord, og vi har gjort det som en vane, at lave en lille forhøjning, så vi ved at her har vi gravet noget ned.

Det medvirker også til at lugten af fermenterede madvarer kommer så dybt ned, at vores katte ikke er interesseret i at grave.

Hvordan bruger vi det omsatte bokashi-materiale?/jordfabrik

Vi bruger vores jordfabrik til jordforbedring i vores drivhus – og til at optimere vores plantesække.

Det havde vi gode erfaringer med sidste år, og faktisk har vi ikke haft så sunde planter, som siden vi begyndte at supplere med næringsrig jord, fra vores jordfabrik

Fordele/ulemper ved bokashi

Fordele

Bokashi-kompostering giver mulighed for, hele året, at genanvende køkkenaffald på en måde, som ikke tiltrække skadedyr.
Der kræves blot et par spande, som kan stå næsten hvor som helst
Hver 3 uge, graves indholdet af bokashi-spandende ned i jordfabrikken, og inden for yderligere et par uger, er næsten alt færdig komposteret.
Bokashi-væsken kan bruges, enten som næringsrig tilskud til planter i haven, nogen fortæller endda, at de bruger det som afløbsrens, når de har for meget.

Ulemper

Bokashi-komposteringen er ikke færdigt, når det kommer ud af spanden, men skal i en jordfabrik for at blive brugbart. Det kan altså ikke bruges direkte i haven.
Det kræver en særlig spand, og kompostgær.
Om vinteren, når jorden er frosset, kræver det en ekstra opbevaringsmulighed fx. en klodskasse der kan lukkes tæt, indtil materialet kan graves ned.

Hvor kan man købe bokashi-sæt

Der findes rigtig mange steder på nettet hvor du kan købe bokashi, og prisen varierer fra sted til sted.

Selve kompost-gæren kan du i øjeblikket købe på vores web-shop.

Disclaimer

Denne artikel er IKKE en reklame for et bestemt Bokashi-mærke/produkt, men vores egen ærlige mening. Alle vores produkter er købt og betalt af os.