Biologisk krigsførelse: Bladlus & naturlige fjender

Sommeren venter lige rundt om hjørnet, tomatplanterne er begyndt at blomstre og de første tomater er kommet til syne på planterne.

Faktum er, at vi ikke er de eneste som er glade for tomatplanterne og drivhuset, og det er faktisk svært helt at undgå at få besøg af skadedyr, særligt når vi fravælger at bruge kradse og/eller giftige produkter. Istedet er vi optaget af biologisk bekæmpelse, dvs. ved at udnytte viden om skadedyrenes biologi, adfærd, livscyklus og livsbetingelser, til at begrænse deres hærgen.

For os handler det om viden, forebyggelse og balance. Jo mere vi kender til skadedyrene, jo bedre rustet er vi til at forebygge og tage vores forholdsregler.

Nogen af de skadedyr vi har haft udfordringer med er bladlus, sørgemyg, sommerfuglelarver, snegle og mellus, og vores erfaringer med forebyggelse og bekæmpelse af dem, vi vil dele i denne og de følgende artikler. I denne artikel skal det handle om bladlus, og én af dens naturlige fjender;  bladlussnyltehveps.

Bladlus

I løbet af de år vi har dyrket tomater, har vi haft sæsoner hvor vi næsten opgav at dyrke tomater, og faktisk ikke synes det var tiden eller umagen værd.

Især der hvor vi boede før, var vi flere sæsoner i træk ekstremt plaget af blandt andet bladlus. Det var en hæsligt, og var faktisk ved at ødelægge vores lyst til overhovedet at have drivhus. Uanset hvor meget vi kæmpede, var det en kamp der var umådelig hård og langstrakt. Vi forsøgte alt – sprøjtede med mælk – ingen effekt! Støvsugede alle planterne for voksne bladlus og købte nyttedyr – ingen effekt. Sprøjtede dem over med vand – ingen effekt. Brugte insektsæbe – heller ingen effekt! Blade og tomater var fedtede og klistrede og drivhuset var et ærgerligt syn!

Bladlusene kan virkelig være en plage gennem hele sæsonen. De små insekter ernærer sig med saft fra planterne, suger næring fra bladene, udskiller væske – ”honningdug”, hvilket tilsammen svækker tomatplanten og gør den modtagelig overfor sygdom – især svampeangreb som sorte svampe, der vokser på bladene og forhindrer dem i at optage lys. Derudover kan bladlusene overføre virus fra plante til plante.

Bladlusene er tilmed ultra beregnende udspekulerede bæster, som har en formidabel tilpasningsevne. Når man læser om bladlus, står der at bladlus føder levende unger, har ben og ikke vinger. Samtidig kan man også læse, at bladlus kan flyve ind gennem et åbent vindue og videre at flere nyttedyr bruger bladslus, som værter til deres æg! Hvordan hænger det sammen?

Forklaringen vidner om et utroligt insekt, hvis hunner besidder  nogle ganske særlige evner, som næsten kunne få en til at tænke på en Sci-fi film!  Som udgangspunkt føder bladlus levende unger. Det er i sig selv ikke særlig usædvanligt. Hvad der er bemærkelsesværdigt og interessant er, at de unger der bliver født, er døtre, altså hunner, og som er tro kopier af deres mødre. Efter de har gennemgået forskellige (fire) udviklingstadier, vil de selv føde levende unger – og kun døtre, så længe situationen taler for det og forholdene er gunstige. Det er en af årsagerne til at det går så djævlens hurtigt og man kan opleve at bladlus formerer sig eksplosivt. Faktisk sker det uden parring! En hun bladlus’ levetid er faktisk ganske kort, og i hendes ca. tre uger lange levetid, kan hun nå at sætte op til hundrede nye bladlus til verden. Før vi går til “ægge-forklaringen” skal vi lige runde de flyvende bladlus, uden vinger…eller…

Mens bladlusene sidder på bladene og suger saft, føder de levende unger, som ikke flytter sig så langt væk, før de selv sætter sig til rette og går igang med at æde, gennemgår deres udviklingsstadier, og ret hurtig bliver i stand til at føde levende unger. Ganske hurtigt bliver det til en stor koloni af bladlus, som bare vokser og vokser. I takt med at populationen af bladlus stiger et sted, og der begynder at være for mange bladlus på et område, eller der er fødemangel, så kan hunnerne føde hunbladlus med vinger, så de kan flyve væk og sprede sig til nye områder.

Men nu kommer det tricky! Det er let at forestille sig, at genpuljen bliver noget ensporet over tid, når hunner føder hunner, der føder hunner osv. Men når der er der behov for fornyelse i genmassen eller skal artens overlevelse sikres, kan hunnerne kan noget helt særligt, for så kan de føde sønner. Men hvorfor overhovedet føde sønner, når hunnerne føder levende unger uden at parre sig?

Voksen bladlus – og det hvide – er skellet som vidner om at en bladlus har gennemgået en udviklingsfase

For bladlus er det eneste der tæller, overlevelse!  Når vinteren kommer og frosten sætter ind, så dør bladlusene. Da bladlus sædvanligvis dør om vinteren, har bladlusene sikret deres overlevelse på en anden måde.  Når efteråret kommer,  så kan bladlus hunnerne føde døtre, der er æglæggende. Det er her at sønnerne har deres funktion, og det eneste de skal er at parre de æglæggende hun bladlus, så de kan lægge de såkaldte vinteræg. Efter den seance, har han bladlusene udført deres mission, og dør. Selvom dagene bliver koldere og kortere, så kan bladluseæg overvintre, og vil – når de klækker i løbet af foråret, resultere i fødeklare hunbladlus, efter de har gennemgået deres udviklingsproces – og det hele starter forfra!

På vores daglige runde i drivhuset, undersøger vi planterne for bladlus – eller om der skulle være nogle hvide ”skeletter” på bladene. De hvide hylstre vidner om at en bladlus har gennemgået en udviklingsfase.

Vi har erfaret at bladlusene ynder at sidder i topskud, bladhjørner og knopper på planten og gemmer sig også på undersiden af bladene. Derudover holder vi øje med om der er myrer på planterne. Myrer og bladlus lever i en form for symbiose, hvor bladlusene ”leverer” honningdug til myrerne, en klæberig sukkerholdig klistrende substans, som kan koste bladlusene livet, hvis den ikke bortskaffes. Lige den opgave påtager myrerne sig gerne, og som modydelse tilbyder de bladlusene beskyttelse mod andre insekter som har bladlus som livret. Er der begyndt at komme flere myrer end vanligt, kan det være tegn på at der er bladlus.

Andre tegn er klistrede, misformede, krøllede blade som er tegn på at bladlusene har suget saft.

I naturen har bladlusene flere naturlige fjender, og det er netop dem vi forsøger at invitere indenfor i drivhuset; blandt andet mariehøns, mariehønelarver, bladlus snyltehveps, ørentvist, guldøje- galmyg- og svirrefluelarver (da disse lægger æg hvor der er bladlus, og deres larver der har en kæmpe appetit på bladlus).

Bladlussnyltehveps

Bladlus-snyltehvepsen syner ikke af meget, og kan være svært at se da den blot er et par mm stor. Bladlus-snyltehvepsen spiser ikke bladlusene, den bruger dem i stedet som vært for deres æg. Når snyltehvepsen har parret sig, leder de efter bladlus. De skal være hurtige, da de i deres ca. 10 dages levetid, skal nå at sikre bestandens overlevelse, og det ved at lægge så mange æg som muligt, hvilket kan være op til flere hundrede. Bladlussnyltehvepsene er meget fintfølene og kan skelne mellem bladlus der allerede er inficeret og bladlus der ikke er, og så lægger den et æg i bladlusen, som efter nogen dage dør, mens ægget udvikler sig, og vil klækkes efter et par uger ved ca. 20 grader. Herefter vil der være en fuldvoksen bladlussnyltehveps, klar til at finde en mage, og sikre næste generation af bladlussnyltehveps.

Bladlussnyltehveps er ikke lige sådan at få fat på, men skal næsten selv finde vej i drivhuset, med mindre man køber dem.

Mariehøns hører til et af vores favoritnyttedyr, hvorfor og hvordan vi “holder” mariehøns, kan du læse mere om her.

Kilder: Haveselskabet, Gyldendals Store Havebog