Dyrker du chiliplanter, så kan det være at du fjerne de første 7-9 chiliblomster, for at stimulere planten til øget blomsterdannelse, som mange har gode erfaringer med at gøre.

Men gælder det også tomatplanter?

Jeg har ladet mig fortælle, at flere – måske inspireret af svenske tomatdyrkere, er begyndt at fjerne de første blomster på deres tomatplanter, og også de knopper/blomster der sidder på planterne, når der plantes ud.

Ved lidt søgning på nettet, kan jeg se, at nogen mener, at man ved at fjerne de første blomster på tomatplanterne, stimulerer planten til at danne flere blade, og stimulere roddannelse og vækst.

Tanken er spændende og interessant, og jeg formoder at sådan en praksis, vil være omtalt i den faglitteratur jeg plejer at konsultere.

Jeg har ikke haft held med at finde det omtalt noget sted, hverken hos Dominique Blanchard, Benton Jones eller LeHouillier – sidstnævnte peger på, at det er en myte.

Myte eller ej, har du erfaringer med at fjerne de første tomatblomster på dine planter, og også fjerne dem ved udplantning, så vil jeg rigtig gerne høre om dine erfaringer og evt. også gerne se foto.