Mange planter kræver, at man har mindst to slags af samme type for at blomsterne kan bestøves. Sådan er det for et par af de æbletræer vi har stående i haven. Men sådan er det ikke for tomatplanter. Tomatplanter er selvbestøvende, og bliver de blot udsat for lidt bevægelse eller vind, f.eks. med en ventilator, du rører ved dem, eller det blæser på dem, f.eks. ved en åben dør eller når du bærer dem frem og tilbage, når du afklimatiserer planterne, så fremmes bestøvningen.
Nogen gange kan man opleve, at selvom en plante har rigtig mange blomster, så er det ikke alle der bliver bestøvet og dermed danner frugt.
Årsagen kan være klimatiske, at temperaturen er forkert, det kan også være at der ikke er tilstrækkelig med bevægelse omkring de blomstrende tomatplanter, til at sikre at alle blomster bliver bestøvet.
Man kan fremme bestøvningen på flere måder, nogen bruger en elektrisk tandbørste og går rundt og “børster” blomsterne. En anden – og lettere måde at gøre det på, er at få naturlig hjælp. Med naturlig hjælp, mener jeg hjælp fra naturen – fra humblebier.
Humblebier er særlig gode til at bestøve tomatplanter.
Vi har rigtig mange humlebier i haven og om sommeren finder en del af dem også deres vej ind i drivhuset. I år vil jeg se om jeg kan få dem til at komme på mere regelmæssig basis, og ikke overlade det til tilfældighederne, at de kommer forbi, ved at tilbyde dem en passende bolig.
En passende bolig for humlebier er f.eks. en aflagt fuglekasse. Jeg har boet nogle ekstra huller i kassen, da jeg har læst mig til, at humblebier har brug for udluftning og et hul til at flyve ind ad, og et andet til at komme ud af. Humlebier har brug for en skyggefuld placering og et hjem der er lunt og foret. Den skyggefulde placering bliver i bunden af drivhuset, under vinplantes store blade. Til forring af kassen, har jeg brugt kattehårene fra børsten, når katten bliver ordnet.
Da vi satte kassen op, var det på det tidspunkat at humlebidronningerne fløj rundt og spejdede efter en passende bolig, til deres afkom.
Jeg er spændt på, om vores fuglekasse virker, og om vi kan få lokket en humlebi til at tage ophold i drivhuset og ikke mindst, om det kan fremme bestøvningen af vores tomatplanter.
OBS! Brug kun dyrehår fra dyr, som ikke er eller har været i nylig behandling med loppemiddel eller hvor pelsen kan indeholde kemikalier.