Nyhedsbrev august

Vi er nået til august, den sidste sommermåned, og den første af forhåbentlig flere høstmåneder, afhængigt af hvornår du har sået, plantet ud og hvilke sorter du dyrker.

Nogen har høstet længe, andre er så småt begyndt at få modne tomater og flere venter tålmodigt på at høsten rigtig skal gå igang.

Hvornår modner tomaterne – og hvorfor er der så få tomater på planterne i år?

Flere har skrevet og fortalt, at de endnu kun har høstet få tomater, eller slet ikke  og at der  er betydeligt færre tomater end tidligere år, og spørger hvorfor.

Der kan der være flere gode grunde til, ofte kan årsagen skyldes at det kan være sorter som modner relativt sent, men det kan også skyldes vejret og sygdom.

Vejrets betydning for modning

For at en tomat kan blive udviklet skal tomatplanten først udvikle blomster, som dernæst skal åbne sig, frigive pollen og bestøves.

Tomater er selvbestøvende, men for at bestøvning kan finde sted, kræver det, at dag- og nattemperaturen skal være inden for et bestemt temperaturområde, som iflg. Benton Jones ikke må være hhv. under 18,3 grader og over 29.4 grader, og nattetemperaturen skal være højere end 13 grader og lavere end 24. . Vi har denne sommer haft meget høje varmegrader udenfor og mange med drivhuse har sikkert også været udfordret og kæmpet med holde temperaturen i drivhuset på passende niveau. Netop de meget høje drivhustemperaturer kan resultere i manglende bestøvning, som kan ses i form at blomsterne visner og falder af, og være forklaringen, eller en del af forklaringen, på, at planterne bærer færre tomater. Vi er nu inde i en mere kølig periode, og netop det kan gøre en kæmpe forskel for bestøvning og dannelse af tomater. Bestøvningen kan påvirkes og fremmes ved at ryste planten og sørge for at der er tilpas luftcirkulation eller simpelthen ved at bruge humlebier. Dårlige lysforhold, samt stress f.eks. grundet utilstrækkelige vækstforhold eller sygdom, kan også resultere i at blomsterne ikke udvikler sig, det samme gælder iflg. Benton Jones, hvis planterne står for tæt.

Tomatsorter har forskellige modningstidspunkter – DTM

En anden betydende faktor, er som sagt sorten – og tomatsorter har forskellige DTM. Tomatplanten gennemgår i løbet af deres DTM fem udviklingstrin fra frø til moden tomat, og hver stadie har en estimeret varighed.

DTM (dage til modning/Days to Maturity) kan variere fra 45 dage, for de hurtigeste – til +100dage for de meget sene sorter. Mange sorter vil kunne give modne tomater efter ca. 70-80 dage. Det er informationer der ofte er at se på udenlandske hjemmesider. På Tomatdatabasen.dk, bruger vi betegnelserne “Meget tidlig”, “tidlig”, “mellem”, “sen” og “meget sen”, som kan give et fingerpeg om, hvornår man sædvanligvis kan forvente modne tomater. Læs mere om DTM, hvordan vi bruger DTM på Tomatdatabasen.dk, de fem stadier og hvordan du kan bruge tallene i forhold til planlægning af din tomatsæson.


Hvordan kan man se om tomaten er moden?

Sædvanligvis vil man tænke at det er nemt at se. Tomater jo er røde når de er modne – men det gælder jo kun for røde tomatsorter. Uanset hvilken farve tomaten har som moden, så kan det optimale tidspunkt for hvornår den enkelte sort er akkurat moden, og ikke lige vipper over, og er overmoden, være lidt vanskelig at finde, specielt hvis det er en tomatsort man ikke har dyrket før – og ofte er det en fordel ikke at lade det komme an på farven alene. Nogen sorter er modne og bedst lige før de har skiftet farve helt, sådan har jeg det f.eks. med Green Tiger fra Artisan og flere heirloom sorter. Her kan du læse mere og få  tips om modning, turbo-modning  og høst af tomaterne.

Smag og konsistens af tomater, og hvilke faktorer der har betydning

Følger du os på Facebook, så har du måske set vores opslag vedr. smagsløse og melede tomater. Netop smag er et højaktuelt emne, her hvor høsten er så småt igang eller på vej, og tomaterne skal bedømmes.

Når alt kommer til alt, så er smagen ret afgørende for de fleste, og en vigtig faktor når næste års tomatsorter skal udvælges. Vi håber du har lyst til at dele dine erfaringer på Tomatdatabasen.dk hvor du under den enkelte tomatsort kan skrive din personlige bedømmelse. Nederst i nyhedsbrevet finder du links til hvordan du skriver en bedømmelse på Tomatdatabasen.dk – og vi har også tilføjet andre nyttige links vedr. brug af Tomatdatabasen.dk.

Har du lyst til læse mere om smag, næringsstoffer og brug af tomater, så følg med på vores blog de næste måneder, hvor vi har planer at dykke lidt mere ned i netop disse emner.

Samtidig – når du jeg har dig, vil jeg spørge dig, om din hjælp. Det vil være en stor hjælp for os, hvis du vil tage foto af dine modne tomater, der kan bruges på Tomatdatabasen.dk.  Du kan sagtens tage med din mobil og sende til os. Tag et foto af planteskiltet og derefter af tomaten – og send det til os på tina@tomatdatabasen.dk – så vil vi lægge det op så hurtigt vi kan, med fotokredit til dig, naturligvis.

Sygdom og andre problemer med tomatplanter og tomater – hjælp til diagnostisering

Selvom vi har høstet de første tomater ganske tidligt, så venter den gode tomathøst stadig på sig. Det er på mange måder en svær sæson, da vejret mildest talt har været meget besynderligt. Det har været fantastisk varmt og solrigt meget længe, efterfulgt af et varmt, fugtigt  vejr og med ekstremt meget regn. De seneste dage har det været temmelig blæsende og ustadigt vejr. Vejret har givet udfordringer flere steder – ikke mindst med begrænset frugtdannelse, men også sygdom og skadedyr plager mange.

De konstant høje temperaturer både nat og dag, som vi har haft gennem en længere periode, kan være stressende for tomatplanterne. For høje temperaturer kan resultere i at blomster ikke bliver bestøvet, der sættes ingen frugt, bladene krøller eller visner nemt – planten er med andre ord i undtagelsestilstand. Det er vores erfaring, at tomatplanter der er udsat for stress, er mere sårbare overfor sygdom og skadedyr. Som nævnt tidligere, kan en reduceret tomathøst også skyldes sygdom eller skadedyrsangreb.

Uanset hvor mange års erfaring man har, og selvom man gør alt “rigtigt”, så er det næsten sikkert at du før eller siden vil opleve at få skadedyr eller sygdomme, det er en del af det at dyrke tomater. En del af de insekter som vi betegner som skadedyr, findes i naturen, og netop varmt vejr giver dem ekstra gode livsbetingelser og får antallet til at eksplodere. Vejret kan vi ikke gøre så meget ved, men sygdom og skadedyr kan man i mange tilfælde sætte ind overfor, og når man at behandle i tide, kan det lykkes at redde de fleste planter, og alligevel få lidt modne tomater. Men det kræver at man ved hvad man står overfor.

Vi får ofte tilsendt foto, og spurgt om vi kan  hjælpe med at finde ud af hvad der er galt med tomater eller dele af tomatplanten. Nogen gange er der tale om angreb af bladlus, mellus, griffelråd og andet, som vi har erfaring med, og kan identificere. Men både på foto og ved fysisk undersøgelse af planten, kan det være overordentligt svært både at spotte men ikke mindst korrekt identificere sygdoms- eller skadedyrsangreb, da symptomerne kan ligne hinanden, og svære at adskille fra hinanden. Som eksempel er korrekt diagnose af misfarvning af blade – både små gulige og brune markeringer, der kan være mere eller mindre udbredt både på de enkelte blade som hele planten. Blanchard, som står bag flere bøger om tomatsygdomme, nævner mere end 40 mulige årsager til det – lige fra bakterier, virus, til forgiftning og skadedyr – og måden at håndtere det på, afhænger af årsag. Er der tale om skadedyr – kan en metode være den mest velegnede – er der tale om virus eller forgiftning, er det sandsynligt, at der skal en anden metode til. Det er med andre ord ganske afgørende at finde ud af, hvad der er galt og hvad der forårsager det, før man griber til handling.

En metode der måske kan hjælpe med at diagnostisere hvad der er galt, er ved en systematisk gennemgang af planten. Med inspiration fra Blanchard, har vi udarbejdet et lille hjælpeværktøj, som du måske kan bruge. I vores pdf får du tip til hvordan du øger chancen for korrekt identifikation af de problemer du har, gennem en systematisk gennemgang. Pdf’en får du her i version 1.0, har du forslag til forbedringer, eller har du kommentarer, vil vi meget gerne høre fra dig på tina@tomatdatabasen.dk.

Gem egne frø til næste år

Er du gået igang med at høste tomater, kan det være du har lyst til at gemme frø fra de bedste sorter, så du kan dyrke dem igen til næste år. Vi anbefaler at du alene tager frø af sorter der er frøkonstante, hvis du vil være sikker på at få den samme sort, når du dyrker frøene. Det er ikke alle sorter der er velegnet til at gemme frø af. Læs mere og få vores tip til frøtagning her .

Når frøene er tørret godt og grundigt, så husk endelig at skrive tydeligt alle de informationer om sorten, som er nødvendigt.

Du kan skrive dem direkte på frøposen eller du kan printe gratis planteskilte/etiketter fra vores hjemmeside, som allerede indeholder en del af de informationer du har brug for.  Etiketterne kan du printe ud i forskellige størrelser, også en der passer til de gode kvalititets GRIPPIE zip-poser. Etiketterne kan du printe ud og lægge i zip-posen.

Kan du bedre lidt at opbevare dine frø i  de fine manilla frø poser/kuverter, så kan du vælge at printe etiketterne ud i en lidt større størrelse, og lime på forsiden. Smukt og informativt.

Læs mere om hvordan du kan printe etiketter, herunder

Få styr på dine frø og sorter

Når du begynder at gemme frø, kan det samtidig være en god anledning at få styr på dine noter og indsamle de informationer om dine tomatsorter og dine erfaringer og observationer du har gjort dig, gennem sæsonen.

På Tomatdatabasen.dk giver vi dig mulighed  for at samle alle dine noter et sted- online!

Når du er oprettet som bruger på Tomatdatabasen.dk (det er gratis) har du mulighed for at oprette dine helt egne lister/oversigter over tomater, f.eks. en liste over de tomatsorter, du har dyrket i år, eller dem du synes er super gode, eller lave en liste med de spændende sorter du har set andre har, og som du vil være sikker på at du ikke glemmer navnet på. Med Tomatdatabasen kan du hurtigt få overblik og styr på alle dine tomatsorter eller tomatplanter.

Ved at bruge Tomatdatabasen slipper du for selv at finde informationer og foto om sorten, og taste det ind i excel. eller word. Her har vi gjort arbejdet for dig. Med ganske få skridt, kan du oprette dine egne lister, som du let vedligeholder og dermed får mere tid til andre ting.

Er der IKKE foto på den sort, du har dyrket og har frø til – så tag et par gode foto fra forskellige vinkler – du kan blot bruge din mobil til at tage dem med. Lige så snart du har taget fotoet, så send dem afsted i en mail til os på Tina@tomatdatabasen.dk – så vil vi lægge dem op på sorten.

Udover at få en flot oversigt over dine sorter, så har du også mulighed for at printe flotte og informative planteskilte ud – kvit og frit. Du kan vælge mellem flere forskellige størrelser og bruge til dine frøposer.  Følg linkene herunder for at læse mere.

Her er lidt tip til hvordan du kan bruge mulighederne på Tomatdatabasen.dk

Sådan opretter du dig som bruger på Tomatdatabasen.dk
Sådan opretter du lister og tilføjer sorter til dine lister
Sådan printer du etiketter og/eller planteskilte ud 
Sådan kan du bruge farvekoder f.eks. til at angive placering eller f.eks. dyrkningsår
Sådan opretter du et logbogsnotat
Sådan opretter du en kommentar
Logbogsnotat vs  kommentar – læs om forskellen her
Sådan skriver du en bedømmelse 


Projekt efterårs/vinter tomater

De sidste uger har vi været optaget af både skrivning af nyhedsbrev, udvikling af vores hjælpeværktøj og ikke mindst med søsætning af  “Projekt efterårs tomat planter”. Formålet er at undersøge om og hvordan stiklingeformering kan bidrage til en forlængelse af høstperioden og dermed flere tomater. Projektet påbegyndte vi i starten af juli, da vi observerede at der var langt færre blomster/frugter på planterne end forventet. På daværende tidspunkt var der ikke udsigt til at det skønne vejr ville stoppe, og dermed var der risiko for at vi i slutningen af sæsonen slet ikke havde fået høstet nok tomater, set i et selvforsyningsperspektiv. Ved at lave stiklinger af vores eksisterende planter, er det vores forhåbning, at de nye planter hurtigt vil sætte blomster, og det kan bidrage til at vi får lidt flere tomater end der var udsigt til i juli, inden frosten sætter ind. DTM og kendskab til de fem stadier tomatplanterne går igennem fra frø til moden tomat, som omtalt tidligere, har været vigtig for projektes igangsætning.

Forløb:

Primo juli: Tog vi sideskud af nogle af vores sorter, som vi satte i  hhv. vand, fugtig jord og stenuld.

Primo august: Sideskuddene har  dannet rødder og de fleste er ompottet til små potter.
Indtil videre ser det lovende ud, flere af sideskuddene har allerede dannet blomsterknopper og blomster, og dem som er sat i potter gror godt og enkelte har tomater på vej.

Lykkes projektet, betyder det at vi har forkortet DTM med 4 uger.

Forventet modningstidspunkt er rent teoretisk, mellem 15.9 og 25.10 – afhængig af sort og vejrforhold.

En vigtig faktor for at vores projekt kan lykkes er at vejret viser sig fra sin milde side, og leverer lunt og mildt efterårsvej til og med primo november. Kommer der frost, er planen at tage planterne ind i vores udestue og se om vi kan få det til at lykkedes.

Vi har testet flere forskellige måder at lave stiklinger på; vi har sat sideskuddet direkte i vand, direkte i jord – og endelig har vi sat dem i en stenuld. Stenuld har for os, været det absolut nemmeste og mest vellykkede. Du kan læse mere om hvordan vi laver nye planter med sideskud lige her.

Tid til at forspire vindueskarmstomater

Nogen har stueplanter i vindueskarmen, vi har tomatplanter.  I de kolde, kølige og blæsende efterårsmåneder, er det så hyggeligt med tomatplanter der lyser op, og ikke mindst skønt at have mulighed for at plukke lidt friske tomater. Hører du til dem, der holder af at forlænge tomatsæsonen med egne tomater, fra vindueskarmen, evt. suppleret med en smule tilskudslys, er det et godt tidspunkt at gå igang da der stadig er god varme og masser af naturligt lys, i en rum tid endnu, hvilket giver tomaterne en god vækststart.

Vælger du micro/dværg sorter som f.eks. Kitchen Mini, Blauen Zimmertomaten, Venus etc., kan du forvente tomater ca. 100 dage efter såning, tidligst. Sår du her i starten af august,  så kan du teoretisk set, plukke modne tomater i starten af november. Sår du omkring 10.9 – så er der modne tomater omkring juleaften.

Her hos os, har jeg for et par uger siden forspiret en del forskellige dværgsorter. Jeg er så glad for at vi har skiftet vores spirebakker ud med Minikap – det fungere så godt! Udover en rigtig god spiring, så er jordmængden rigtig god, der er hverken for meget eller for lidt – og vandingsdugen sørger for at planterne hele tiden er tilpas fugtige, uden at stå og soppe vand. Vi har blandet vermiculite og perlite i jorden og det bidrager til et godt rodmiljø. Øverst i potten har vi et lag vermiculite – det har vi rigtig gode erfaringer med, ikke mindst fordi det holder de små sorte fluer væk. De lange varme dage har virkelig sat skub i væksten, så meget at de faktisk allerede er ompottet første gang, og snart er klar til at blive ompottet for anden gang. Jeg er spændt på hvornår de første blomster og  modne tomater viser sig!

Har du lyst til at komme igang med forspiring af vindueskarm tomater, så finder du alt hvad du skal bruge til at komme igang, på vores web-shop – både minikap, perlite, vermiculite, skilte og frø. Foretrækker du at forespire og dyrke i biobriketter – så har vi også det.

Ideer, tema til næste nyhedsbrev

Snart går vi igang med at forberede september nyhedsbrevet.

Har du emner eller temaer du gerne vil høre mere om, så skriv endelig til os!

Tak for at du læser med!

Lars & Tina

Tomatdatabasen.dk

NB!  Nyt fra landbrugsstyrelsen – og nye regler fra 1.1.2022

Dyrker du økologisk, eller er interesseret i at læse om plantebeskyttelsesmidler, og godkendte gødningsstoffer, jordforbedringsmidler og næringsstoffer så er positivlisterne nu opdaterede.  Du kan læse nyheden lige her – eller nærlæse de nye regler på EU-kommisionens hjemmeside 

 

 

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv gerne en kommentar
Du er velkommen til at bidrage!

Skriv et svar