Nyhedsbrev – April 2020

🌱 DYRK MED OS!

Velkommen tilbage til dig som plejer at læse med – og dig, som er ny modtager af vores nyhedsbrev.

Det betyder rigtig meget for os, at du har lyst til at læse med, og vi er så glade for den respons vi løbende modtager. Tusinde tak for det!

Find dig bare en kop kaffe, eller kop the og sæt dig behageligt, for igen har vi en masse vi gerne vil dele med dig.

🍅 Siden sidst 🍅

Det er onsdag, og en ny uge er godt igang, og en uge der har budt på noget af et vejrskifte!  Det er nu både køligt og gråt, og lidt blæsende. Det er virkelig en forandring i forhold til de seneste par uger, hvor det har været meget sommerligt.

Uanset vejret, har vi en fast rutine hver formiddag. Når temperaturen er over 18 grader i drivhuset, så bæres alle planterne ud i varmen og lyset.

Planterne har efterhånden vænnet sig til solen, og i takt med at morgentemperaturen og aftentemperaturen i drivhuset holder sig mere stabilt, får planterne lov til at være længere og længere ude. Her i weekenden har det været fra ca. kl. 9 om morgenen til ca. kl. 18 om aftenen.

Det er tydeligt på væksten, at de får flere og flere timer ude i drivhuset.  Der er ved at være godt trængt i drivhuset, hvor der også står adskillige dahliaer til forspiring, kartofler, agurker og melon, krydderurter og meget mere, så nu er begge drivhuse kommet i brug.

Som skrevet i det sidste nyhedsbrev, var planen at ompotte for 2. gang efter påske, og når der kom en gråvejrsdag. Indtil igår, har det faktisk været mageløs godt vejr i mange uger! I denne uge er der mere gråvejr på programmet og alle planterne skal ompottes for 2. gang – og nogen for 3. gang. Idag fik vi ompottet endnu 100+ planter og de næste dage står der også på ompotning.

Der er mange måder at ompotte på her kan du læse og se hvordan vi gør.

Vi er stadig igang med afklimatisering/hærdning af planterne og det vil vi fortsætte med, frem til udplantning.  Planterne bliver nu taget ind når temperaturen er ca. 14-16 grader i drivhuset. Ifølge DMI´s månedsprognose er der stadig risiko for nattefrost ca. 10 dage frem, så vi synes det stadig det er for tidligt at tænke på udplantning.

En afgørende faktor for hvornår vi begynder udplantning er  jordtemperaturen, som stadig er nede i den lave ende. Ifølge landbrugsinfo kommer jordtemperaturen , målt 10 cm nede, ikke til at ligge stabilt over 10 grader de næste 10 dage. Vi følger dagligt udviklingen, og håber snart at jordtemperaturen kommer lidt højere op, så vi kan begynde at afdække jorden. Afdækning af jorden, kan bidrage til at øge jordtemperaturen, så den bliver mere tilpas til tomatplanterne. Du kan læse mere om  betydningen af luft- og jordtemperatur her.

 

 

Mange af vores chiliplanter og flere af vores tomatplanter har blomsterknopper eller blomster. Det betyder for os, at det er på høje tid at give dem  “beskyttelse” på for at undgå krydsbestøvning. På alle blomster, hvorfra vi senere tænker vi skal høste tomater/chilier & tage frø, der sætter vi organza-poser omkring blomsterknopperne. Poserne tillader luftcirkulation, så der ikke bliver for varmt, men forhindrer samtidig bier og andre insekter i at få adgang. De små micro-sorter, får en lille pose på, det passer godt til dem – de store planter, de får en organza-pose der passer til til dem.

🎶 “Make it rain – make it rain. And the seed needs the water. Before it grows out of the ground” (…) 🎶

– genkender du teksten? Jeg sad og lyttede til musik på Youtube, da jeg hørte ordene her, og samtidig faldt der lidt regn udenfor. Det var pudsigt af flere årsager, dels fordi det netop var begyndt og regne en smule, og fordi det jeg var ved at skrive om, lige præcis var – regn!

Sagen er, at før vi bliver klar til udplantning, så har vi brug for en del regn, meget mere end de par dråber der er kommet.  Den lange tørkeperiode betyder at vi stadig mangler gennemvandingen/grundvanding af drivhuset, som er nødvendigt før vi planter ud. Jorden er knastør, og der skal betydelige mængder vand til før at jorden også i de dybere lag, er så våd/fugtig, at vi kan plante. Vi håber på at der snart kommer noget regn. Som det ser ud nu, bliver det nok  tidligst midt maj, før både drivhus og vejret er tomatklar. Det betyder ingenting for planterne at vente 3-4 uger med at blive plantet ud, så længe deres behov for vand, lys, varme, vokseplads og næringsstoffer bliver tilgodeset. For os, ja, så fortsætter vi  vores daglige vandringer frem og tilbage til drivhuset, for når det gælder tomatplanterne, så tager vi ingen chancer.

Forresten – ordene er fra sangen, Make it Rain – Ed Sherran  – hvis du skulle have lyst til at høre den :0)

Nyhedsbrevet denne gang handler også om:

🍅 Opbinding af tomatplanter 🍅
🍅 Samarbejde med BY RUM LAB 🍅
🍅 SÆRUDGAVE AF PLANTEDAG – MULIGHED FOR INDIVIDUELT BESØG OG PERSONLIG VEJLEDNING 🍅
🍅 Levering af planter og varer fra web-shoppen 🍅
🍅 Tomatdatabasen – guides – sådan gør du 🍅
🍅 Månedens tomatven 🍅

Rigtig god læselyst!

Lars & Tina

 

 

🍅Opbinding af tomatplanter🍅

Hvornår opbindes tomatplanterne, med hvad, hvor og hvordan? Det er spørgsmål der trænger sig på hos mange, især der hvor tomatplanterne allerede er blevet ganske store. Når vi endnu ikke har skrevet om opbinding af tomatplanter, så skyldes det, at vi faktisk slet ikke har bundet op endnu, og formentlig først kommer til at gøre det om et par uger, alt afhængigt af hvor meget planterne vokser den næste tid, og hvornår vi planter ud. Hvordan kan det nu være? Kigger du på vores planter, vil du se at det er ganske små, sammenlignet med mange af dem der vises på de sociale medier. Siden frøene er blevet plantet, har vi nøjet styret lys og temperatur og sørger for at planterne flere gange om dagen er blevet blæst igennem. Derudover ompotter vi vores planter løbende, og i den forbindelse sættes planten meget dybt, hvilket bidrager til at planten gradvist udvikler rødder på stammen, bliver mere kompakt og robust. Det betyder også, at selvom vi har utrolig mange planter stående, så har vi ingen urskov af tomater. Som du kan se her, så er det en helt anden størrelse plante at have stående efter ompotning.

Når planterne efter ompotning, igen får fart på væksten, så kan det være at nogen af dem, alligevel for brug for støtte. Der sætter vi blot en lille pind og binder et stykke snor omkring, bare så det sidder til – men ikke stramt.

Måden vi binder tomatplanter op, som står i potte adskiller sig markant fra den måde vi i år, skal binde de planter op, som skal stå i drivhus og på friland. Erfaringer fra tidligere har lært os vigtigheden af at bruge solid snor som ophæng, både i drivhus og på friland. Som du måske husker, så oplevede vi sidste år, at vores snor knækkede, og alle planterne røg på jorden!

Det må bare ikke ske igen! I år har vi i drivhuset – langs siderne, og i midten,  monteret en solid stålwire samt vasketøjssnor, hvorfra den snor som tomatplanterne skal få støtte fra, skal monteres. Vi forventer at den forstærkede snor, vil kunne klare vægten fra planter og tomater.

Vi bruger jutesnor til både opbinding i potter og en ekstra kraftig jutesnor til opbinding. Tidligere brugte vi kraftig nylonsnor, som vi snoede omkring planten, hvilket nogle gange har resulteret i, at snoren fik lavet gnavesår på stænglen eller voksede ind i planten. Sår eller brud på planten, kan give adgangsvej for bakterier, svampe og sygdom. Det er så ærgeligt, når det kan undgåes. 

I år bruger vi nogle særlige tomatclips, som er specielt udviklet til opbinding af tomatplanter. De er super smarte, nemme at montere og glider ikke ned af snoren, da der er indbyttet nogle små “modhager” der holder fast på snoren. Tomatclipsen giver stænglen støtte, uden at belaste den og uden risiko for at skade planten. Det er SÅ smart!

Her kan du se hvordan de ser ud monteret – det er godt nok på vores vin, men det fungerer på samme måde. Lige så snart vi har plantet ud og sat tomatclips på vores egne planter, skal vi nok tage flere foto.
(PS. Tomatclipsene og organzaposerne kan du finde på web-shoppen).

 

 

🍅 Samarbejde med BY RUM LAB 🍅

Har du fulgt os på vores Instagram og Facebook profil den seneste tid, har du måske set at Tomatdatabasen.dk og BY RUM LAB har indgået et nyt og spændende samarbejde.

Vi har sammen med BY RUM LAB udviklet et TOMAT-kit til børnefamilierne, som en hilsen og påmindelse om at de er savnet og for at give dem mulighed for at indgå i et fællesskabsprojekt med andre i deres fritidsinstitution. Det er desuden en mulighed for familierne for at have et fælles hyggeligt projekt derhjemme. Noget som man kan være fælles om i manger uger, hvor hele familien kan deltage på forskellige niveauer og tidspunkter, og som alle i familien kan få glæde af, lige fra såning af frøene til høst og brug af de modne tomater.

Vi er SÅ glade for at være blevet inviteret til at være en del af dette fantastiske projekt med BY RUM LAB, som viser hvordan der kan skabes samhørighed, nærvær, fællesskab og samarbejde – på kryds og tværs og på afstand. Værdier der er så vigtigt vi støtter op omkring, især i denne tid.

I første omgang er det børnefamilierne på Ydre Østerbro, som har børn og unge, der er tilknyttet skoler/institutioner med BY RUM LAB som har mulighed for at hente et TOMAT-kit.

 

 

Foto udlånt af BY RUM LAB

Foto udlånt af BY RUM LAB

I sidste uge blev der delt 100 tomatkit ud til t børnefamilier med børn på Skrammellegepladsen og Emdrup Søgård, og i denne uge udddeles der yderligere 100 tomatkit ud, til børn og unge på andre fritidshjem og klubber i bydelen.

Hos BY RUM LAB arbejder børn og unge aktivt med lokale byrum med landskabsarkitektur som omdrejningspunkt. Børn og unge tages hele vejen fra håndskitsen til digitale tegninger, via fysiske modeller i pap og træ og med hjælp af 3D printere og laserskærere, til det endelige fysiske byggeri i fuld skala. Forløbet giver børnene og de unge muligheder for at udvikle og præge de byrum, som de selv er aktive brugere af, og de får i laboratorierne et praksisnært kendskab til anvendelsen af viden om science i landskabsarkitektfaglige projekter. Initiativet sigter mod styrket læring indenfor science-feltet, med udgangspunkt i håndværk og design, og med et underliggende fokus på matematik, geografi, biologi og natur & teknologi. Projektet er støttet at VILLUM FONDEN.

Har du lyst til at høre mere om BY RUM LAB eller TOMAT-kittet og uddelingen, kan du kontakte Projektleder, Anette Schjødt Thorsen, Anette@kidsincommunity.dk, +45 60 74 84 60

 

 

🍅 SÆRUDGAVE AF PLANTEDAG – I ÅR HOLDER VI FLERE KORTE  PLANTEDAGE OG MULIGHED FOR INDIVIDUELT BESØG OG VEJLEDNING 🍅

Vi har de sidste tre år inviteret til plantedag her i foråret, og flere har spurgt om vi afholder det igen i år. Vi holder meget af vores plantedage, som giver os mulighed for at møde rigtig mange af jer til en hyggelig snak, og det vil vi helst ikke undvære!

Grundet Covid-19 har vi gjort os mange tanker om plantedagen. Vi har talt rigtig meget om vi skulle aflyse i år, eller om vi mon kunne finde en måde at afholde plantedagen på, som lever op til anbefalingerne.  Det er ikke muligt at gennemføre som vi plejer – men vi afholder plantedag!

Plantedagene bliver afholdt på en lidt anden måde og form end den, vi ellers plejer, og med forbehold for, at vi må justere og ændre i forhold til den aktuelle situation. Istedet for at afholde en stor plantedag, så vil vi istedet afholde flere plantedage på udvalgte dage i maj. De dage åbner vi kun op for et meget begrænset antal personer pr. dag, så vi kan passe på hinanden, og så vidt muligt undgår smitte, og vi vil også gøre hvad vi kan, for at fordele besøgene ud over dagen, så der er færrest muligt ad gangen.

Vi vil selvfølgelig have plastichandsker, sprit og anmoder alle om at at følge afstand- og hygeinereglerne.

Andre ændringer du som besøgende vil kunne mærker er, at der i år ikke vil være kaffe, the, vand, saftevand og kage og mulighed for at sidde ned til en hyggelig snak med os eller de andre besøgende. Desuden bedes du medbring din egen emballage til at transportere planterne i.

Tidligere år har vi haft besøg af ganske mange søde børn som har hygget sig med det legetøj vi har haft fremme. De rammer kan vi desværre ikke tilbyde i år, og derfor beder vi om, at lade børn blive hjemme, i år – og kun komme det antal personer (max.2), du har tilmeldt og komme på den dag og i det tidsrum du har booket.

For dig, som ikke har mulighed for eller ønsker at komme til plantedag, vil det være muligt at lave særlig aftale om at komme alene og købe planter hos os, og udenfor. Har du brug for individuel vejledning i forhold til valg af tomatplanter eller dyrkning, kan du booke det ganske gratis, i forbindelse med dit besøg hos os.

Du kan booke tid ved at skrive en email til os på tomatdatabasen@tomatdatabasen.dk  –  vi starter søndag 10. maj, hvor risikoen for nattefrost forhåbentlig er forbi. Skriv hvilke dage og tidspunkter du kan komme, så skriver vi tilbage til dig, hvilken tidspunkt der er ledigt. Der er ikke åbent for besøg – uden forudgående aftale og booking.

Datoerne og tidspunkter der kan bookes besøg:

Søndag den 10.maj
13.00-13.30  – 13.30-14.00   14.00 – 14.30   – 14.30 – 15.00  15.00-15.30   15.30- 16.00 16.00-16.30  16.30-17.00 17.00-17.30   17.30 – 18.00

Onsdag den 13. maj

13.00-13.30  – 13.30-14.00   14.00 – 14.30   – 14.30 – 15.00  15.00-15.30   15.30- 16.00 16.00-16.30  16.30-17.00 17.00-17.30   17.30 – 18.00

Torsdag den 14. maj

15.00  15.00-15.30   15.30- 16.00 16.00-16.30  16.30-17.00 17.00-17.30   17.30 – 18.00

Fredag den 15. maj

11.00 – 11.30   11.30-12.00   12.00 – 12. 30  12.30 – 13.00 13.00-13.30  – 13.30-14.00   14.00 – 14.30   – 14.30 – 15.00  15.00-15.30   15.30- 16.00

Du har også mulighed for at bestille planter via vores webshop som kan afhentes hos os, eller vælge at få dem leveret – se længere nede.

Da mange dyrker chiliplanter i vinduskarmen, har vi valgt at sætte vores chiliplanter på web-shoppen, allerede nu. Mange af planterne har blomster og flere har allerede chili-frugter på. Det er et begrænset antal planter til salg pt. og flere kommer til når vi synes de har en passende størrelse. På fotoet herunder, er vist størrelsen på nogen af de chileplanter, der er til salg på web-shoppen.

I løbet af ugen, vil der begynde at komme tomatplanter til salg på vores web-shop, priser fra 15 kr.

Om vores planter:
Når du køber planter hos os, så er det planter der er ompottet 2-3 gange, og ompottte i så-og prikeljord der er godkendt til økologisk dyrkning. Jorden er tilsat vermiculite, der hjælper til at skabe et godt miljø i potten. Derudover er der en smule smule naturgødning, godkendt til økologisk dyrkning, i pilleform, så de lige kan klare sig,  hvis du ikke får plantet ud med det samme. Derudover får du planter, som igenem ca. en måned, har stået i drivhus om dagen. Uanset datoen, så er det vores råd at du først skal plante ud, når temperaturen er egnet til det. Det kan du læse mere om på vores blog. På fotoene her, kan du se hvordan mange af vores planter ud idag, nogen er større – andre mindre. Planterne her bliver ompottet (igen) i løbet af ugen.

Imens du venter på at kunne plante ud, er der rig mulighed for at forberede hvordan du skal støtte og binde planterne op. På webshoppen finder du smarte tomatclips til opbinding, og andet specielt udviklede tilbehør til at støtte grenene så de ikke knækker under vægten af tomater.

 

🍅 Levering af planter og varer fra web-shoppen 🍅

I år tilbyder vi også at levere dine planter og øvrige varer fra web-shoppen, i udvalgte postnumre og på udvalgte dage og tidsrum.

Lørdag den 9. maj fra kl. 15.30 kan du bestille levering til Frederiksberg C, Østerbro, Nørrebro, København NV, Brønshøj, Herlev, Bagsværd og Værløse, ved bestillinger der samlet er over 250 kr (eksklusiv levering). Vi leverer til kantsten.

Bor du i Græsted, Gilleleje, Helsinge eller andre byer i omegnen af Græsted, så skriv til os og hør hvornår vi kan levere i dit område.

 

 

🍅 Tomatdatabasen – guides – sådan gør du 🍅

Først og fremmest TAK til DIG som bruger Tomatdatabasen.dk! Vi er glade for, at det værktøj som oprindeligt blev udviklet som en hjælp til os selv, også bliver fundet brugbart af så mange andre. Arbejdet med selve udviklingen af Tomatdatabasen.dk har foregået i vores fritid, og vi udvikler løbende som tiden tillader det.

Vi kan forstå, på nogle af de henvendelser vi har fået, at der måske er behov for at gøre opmærksom på hvor vores skriftlige guide til Tomatdatabasen.dk og videoguide kan findes.

Herunder ser du en liste over vores guides på bloggen og vores videoer på Youtube. Er der en guide du savner, så skriv endelig en mail til os.

 

🍅 Månedens tomatven 🍅
Hos Tomatdatabasen.dk har vi et stort netværk og har fået rigtig mange bekendtskaber og tomat-venner over hele verdenen, som på hver deres måde inspirere os og som vi er meget taknemmelig for at kende og kunne spare med. Fælles for dem alle er, at de, ligesom os, er vilde med tomater og flere har endda takket ja til at dele ud af deres erfaringer. Nogen af dem har du allerede mødt i vores lille portrætserie, som vi kalder Månedens tomatven, –  Kirsten, Rikke, Åsa, Kattie – og i april måned kan du møde Palle, som har et eventyrlig og skønt livsnyder drivhus.

Vi vil så gerne se jeres foto – husk at tagge Tomatdatabasen.dk – både på Facebook og Instagram!

Pas godt på dig selv, hinanden – hver for sig og sammen, på afstand!

Gode hilsner

Lars og Tina

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv gerne en kommentar
Du er velkommen til at bidrage!

Skriv et svar