Vi har efterhånden boet i skønne Nordsjælland igennem otte år, og meget hurtigt efter vi flyttede hertil, begyndte vi at dyrke tomater igen. En fantastisk hobby som har grebet om sig, og som har betydet at vi har lært en masse menesker at kende, som ligesom os holder af at dyrke sine egne grøntsager og især tomater.
Nogen af dem vi har lært at kende er bosiddende forskellige steder i Europa, og andre bor ligesom os, i Nordsjælland. Denne måneds portræt er af Palle som ikke bor i så langt fra os.
Udover at have et helt fantastisk livsnyder drivhus, hvor der dyrkes tomater, har Palle også har en vidunderlig have, hvor han blandt andet dyrket Agaphantus (som er en anden af mine farvoritblomster). Palle har en virkelig skøn, rolig og afslappet tilgang til tomatdyrkning, som jeg synes er SÅ inspirerende og befriende. Læs mere her:
Det er så fredfyldt og afslappende at gå i vores have og ”rode lidt”.
Min haveinteresse har jeg formodentlig fra min morfar som var gartner på flere af de Danske herregårde, så interessen kom tidligt.
tidligere har vi altid fået/købt brugte drivhuse, min i vores nuværende have, som vi flyttede til i 2008, ville vi have et større et, hvor der også er plads til et lille bord og 2 stole. Det endte med en model fra Willab Garden på 19 kvm. Det har vi på ingen måder fortrudt. Der bliver tænkt mange have tanker når vi holder en pause i løbet af dagen enten med en kop kaffe eller et glas rosévin.
Hvor længe…
Dyrkning af tomater og agurker er noget vi har gjort gennem rigtig mange år, nok omkring 35 år. Og det var også den indgangsvinkel vi havde da vi flyttede ind i vores hus i 2008, men ved et tilfælde fandt jeg frem til Tomatfrøbrevet på Facebook og derefter var der kun et stort problem – at begrænse sig.
Jeg har måtte sætte en grænse for mig selv. Max 20 forskellige sorter og jer som dyrker tomater ved det er ikke ret mange når man sidder med det store udvalg i frøbrevet på måske 140 forskellige sorter. Og når man så sår 3-5-8 frø af hver så løber det op i urtepotter når de skal pottes om.
Det har udviklet sig på den dejlige måde at nu har jeg fundet ud af hvor mange mennesker som har samme passion – i større eller mindre udstrækning – nemlig at så egne tomatplanter. Så nu bliver der byttet frø/planter på arbejdet, blandt venner og andre får bare dem som værtinde gave.
Der er en rød tråd i vores ønske til tomater, de må ikke være for store (blomme eller cherry) og de skal være gode til tomatmadder og til at komme i salaterne hen over hele sommeren. Og i alle de tomater vi dyrker skal der være en god smag, ikke melet og ikke noget tykt skind.
Hvert år sidst på tomat sæsonen evaluerer vi hvilke tomater som vi gerne vil have året efter og hvilke som har skuffet og dermed kommer de ikke med året efter. I den forbindelse tager jeg frø fra til næste år, og bliver jeg fristet kommer der nye sorter til.
Hvor længe har du haft drivhus
Jeg startede med at passe drivhuset imens jeg boede derhjemme, så der er vel snart 45 år jeg on/off har haft drivhus.
Men måden vi ”holder” vores drivhus har ændret sig markant indenfor de sidste 8-9 år. Tidligere har vi haft et mere almindeligt udvalg af vækster i drivhuset såsom tomater, peber, agurker, meloner og hvad man nu ellers fandt på, ikke al sammen med lige stor succes. Nu bliver der som nævnt dyrket en del tomater. Der er nok plads til 20 planter i drivhuset, tilsvarende på friland. De bliver bare sat hvor der nu lige findes lidt plads og så lige en 3-5 styks på den overdækkede terrasse. De planter som står på friland planter jeg i store plastik urtepotter som så bliver gravet ¾ dele ned i jorden, på den måde er det meget nemmere at holde dem fugtige da rødderne kravler ud igennem bunden af potten og suger fugten 20-30 cm nede i jorden. I drivhuset er planterne i kapilærkasser.
Mine tomater kommer – i forhold til de gamle overleveringer – tidligt i drivhuset. 10-12. april så står de i drivhuset. Da planterne ikke er pottet om endnu placerer jeg dem i bunden af de tomme kapilærkasser som holder dem lidt varme, lover de frost om natten trækker jeg bobble plast henover dem.
Hen over hele sommeren er der altid åbne vinduer og når temperaturen kommer over ca. 13gr om natten er døren også åben – den bliver kun lukket når de lover rigtig meget vind. Planterne giver stadig et godt udbytte så jeg tænker det ikke skader dem. En anden ting er at vi aldrig har haft svamp/skimmel eller andre ting som kan skyldes for fugtigt klima i drivhuset.
Udover drivhuset har vi en have på 1600kvm, hvor vi lægger vægt på specielle træer og buske og ikke mindst Rhododendron som vi nok har 60 forskellige af. Da vi mener livet er for kort til at luge ukrudt i alt for stor udstrækning passer Rhododendronerne sig selv og alle vores sommerblomster har vi i krukker store som små. Vi køber ganske få sommerblomster og derudover avler vi selv en del frem fra frø. Det har den fordel at man i den grad kan fråse med planterne i krukkerne og på den måde få den ganske overdådige krukker – det var noget min svoger lærte mig at i stedet for at sætte 3 planter sammen som måske hen over sommeren kommer til at dække jorden, så start med 15 planter så får du det flotte indtryk næsten med det samme, det kan helt klart anbefales – men nok ikke hvis man skal købe alle planterne.
En anden passion er Agapanthus som jeg avler frem fra frø, deler egne planter eller bytter mig til dem. Der har været år hvor det har været muligt at sætte de 15-20 krukker som en Agapanthus allé. Blomstringen er jo vidt forskellig fra den med flest som havde 58 blomster, til de store majestætiske som måske har 5-6 blomster men på sådan en tyk stilk at de aldrig vælter i regn eller blæsevejr.
Min kone fandt et billigt drikketrug i granit for nogle år siden hvor vi nu har 3-4 små guldfisk gående i, cirkulationen foregår ved at der nede under granittruget er gravet en murer balje ned. I den står der står den mindste pumpe fra Plantorama som pumper vandet op. I granittruget er der et overløb tilbage til murerbaljen. Det fungerer perfekt og med den fornøjelse at der hele tiden risler vand – det er stærkt vanedannende.
Tip til dyrkning af tomater
Når planterne er spiret, brug vækstlys – planterne bliver bedre syntes jeg. Om det har den store betydning for udbyttet må stå hen i det uvisse.
Generelt er jeg altid lidt ”nærig” med vand til tomaterne for at det hele ikke skal blive til høje planter. Det klares på den måde at jeg kun fylder et par cm vand i kapilærkasserne. Så skal der selvfølgelig vandes lidt oftere men det betyder ikke så meget når vi alligevel holder ”pause” i drivhuset hver eneste dag.
I år prøver jeg at plante ud i drivhuset lidt senere, tidligere har jeg sat de små planter ud i midt marts måned hvor de små spirebakker blev sat ned i en tom kapilærkasse og hvis det trak op til lidt frost blev de dækket til med bobleplast det har fungeret i mange år. Men som sagt i år prøver jeg noget andet. Årsagen er at de blev sået 14 dage senere (6. marts) og de skal jo lige have en vis størrelse før de kommer ud i drivhuset.
Sæt gerne et par planter med de små cherry tomater forrest ved døren, det frister børnene så de får smag for en tomat plukket direkte fra planten. Det er noget andet end dem fra sydeuropa.
Dyrk nogle af de små ribs tomater i ampler enten i drivhuset eller på terrassen, de filtrer ikke så meget sammen og de er nemme at plukke.
Vi vander kun med regnvand og dermed er det vigtigt løbende (1 gang pr. måned) at tilføre kalk for at undgå giffelråd.
Hvad ved du idag, som du gerne ville have vidst, da du begyndte at dyrke tomater.
Mangfoldigheden i typer af tomater ville jeg gerne have kendt til meget tidligere. Det er først de sidste 7-8 år hvor udvalget i drivhuset er steget markant. Nu er der minimum 10 forskellige men gerne flere.
Har du nogle yndlingstomatsorter- hvilke og evt. hvorfor?
- Tom Berry – små tomater med en fantastisk smag, kom dem hele i salaten det er bare godt.
- De Colgar – store klaser, hvor alle tomaterne når at modne, og smager er skøn. Er favoritten til tomat madder og som snack.
- King Humbert – Er perfekt til at komme i gryden når der skal friske tomater i.