Vanding af tomatplanter i drivhus

Der er stadig masser af sol over Danmark og der er ikke udsigt til regn af betydning de næste mange dage. Mangel på regnvand betyder at der er mange som vander deres planter i denne tid og det gælder specielt planter i krukker og i drivhusene

Tomatplanter har brug for vand og meget vand især når de er i gang med at producere tomater og når det er så varmt som vi har det i øjeblikket.

Hvor meget vand kræver det at dyrke tomater?
På en varm sommerdag har tomatplanterne brug for adskillige liter vand, både til at afkøle sig selv – bladene og tomaterne, men også til at producere de skønne tomater.  Faktisk kan en enkelt plante optage op til 5 liter vand på et døgn. På mere svale dage og dage hvor det er overskyet er vandforbruget ca. det halve.

Hvornår er det bedst at vande tomatplanterne i drivhuset?
Uanset om du vander med vandkande eller vandslange så kan du med fordel vente med at give planterne i drivhuset vand til sidst på dagen , da det er vigtigt at planterne kan tørre helt op inden det bliver aften. Når du vander sidst på dagen er fordampningen mindre og mindre vand går til spilde , og dels vil temperaturen i tomaterne være lavere og dermed vil en større mængde af det vand du giver dem, gå til selve vækst af planten i stedet for afkøling. Når du vander sidst på dagen har planterne også god tid til at optage vandet inden solen igen står op. Det er vigtigt at både planterne og jorden i drivhuset kan nå at tørre op inden aften for at reducere fugt i drivhuset. Er der blot en smule fugt på bladene, øger det risikoen for angreb af skimmelsporer.

Undgå at ramme bladene når du vander
Du skal blot huske at det er vigtigt at du ikke rammer bladene på planterne. Våde blade giver grobund for skimmelsvampe, specielt hvis de er våde i mange timer fordi at luften står stille. Har du vandet kan det være en god ide at lade et vindue eller døren stå på klem natten over.

Let udtørring og ugentlig grundvanding
Selvom dine tomatplanter hænger lidt i løbet af dagen, gør det ikke spor. Tomatplanter kan godt tåle at tørre lidt ud, men selvfølgelig heller ikke for meget.  Hvis du dyrker direkte i jorden, så vil  en ordentlig grundvanding en eller to gange om ugen, eller endnu sjældnere,  tvinge rødderne dybere ned i jordlaget efter vand. Det betyder også at der kommer meget mere smag i tomaterne da de optager alle de gode næringsstoffer og mineraler der er i jorden. Men vælger du at dyrke direkte i jorden skal du huske at jordforbedre om foråret f.eks. med kompost eller omsat gødning fra hest eller lign. da jorden ellers på sigt vil blive udpint.

Sådan kan du nedsætte vandforbruget
Når drivhuset står badet i solen kan du hjælpe planterne med at holde temperaturen lidt nede, ved at sørge for skygge. Det kan enten være i form af skyggenet, gardiner, eller at kalke vinduerne udvendigt. Har du meget bar jord i drivhuset, sker der også en stor afdampning af vand – det kan du begrænse enten ved at plante f.eks. blomsterkarse, basilikum, tagetes i bunden af drivhuset og mellem tomatplanterne, da planterne vil medvirke til at reducere ukrudt mellem planterne, bladene vil bidrage til at der sker en mindre fordampning af vand, og som bonus er planterne gode til at tiltrække nyttedyr.

Du kan også sørge for afdækning f.eks. i form af græsafklip – det har desuden en god gødningsværdi.


Regnvand eller postevand

Har du mulighed for det er det en god ide at opsamle regnvand i løbet af året, som supplement til vandingen.

For tomatplanterne har det en stor betydning hvilket vand du bruger – om det er regnvand, postevand eller en kombination af disse.

Forklaringen er at regnvand er blødt, dvs. regnvand indeholder ikke kalk og har en lav ph værdi (ca. 4 som betyder en lav surhedsgrad) – postevand derimod indeholder kalk, og har en ph værdi som er noget højere – omkring de 7, hvilket betyder at surhedsgraden er neutral. Det har betydning for optagelsen af gødning i tomatplanterne.

Bruger du regnvand, kan du med fordel tilsætte kalk til vandet.

 

Fakta om vanding

  • En enkelt tomatplante kræver mellem 2½-5 l vand i døgnet
  • Vand sidste på dagen
  • Sørg for skygge til tomatplanterne
  • Planter i bunden af drivhuset mellem planterne, eller græsafklip medvirker til at holde på fugten i jorden

Brug gerne regnvand – men ikke alene, skift mellem regnvand og postevand

Af : Tina Laugesen og Susan Rehder Borch

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv gerne en kommentar
Du er velkommen til at bidrage!

Skriv et svar